Netværkets gode råd om blåmuslinger

Rundt om i hele landet har ivrige havbønder forenet deres kræfter og er gået sammen om lokale maritime nyttehaver, hvor fællesskabet driver dyrkningen fremad, og hvor mange kloge hoveder gennem flere år har gjort sig erfaringer med dyrkning af muslinger. Her er nogle af deres allerbedste tips.

Omstrømpnings-maskinen

Hvis man et år står med rigtig mange muslinger, der skal omstrømpes, og man ikke synes, at det går hurtigt nok, så findes der mange kreative måder at effektivisere processen på. Du kan eksempelvis bore et hul i bunden af en stor murerbalje (eller en plade med kanter på) og fastgøre stopperøret, så det lige passer. Sæt din konstruktion højt, så der er plads nedenunder. Sæt en strømpe på røret under spanden og fyld muslinger i spanden eller på bordpladen. Nu kan du hurtigt guide muslingerne ned i røret med en hånd eller en pind. Omstrømpnings-maskinen har sin oprindelse i Løgstør, og du kan se den in action på foreningens Facebook-side.

Til kamp mod begroning

I sommermånederne kan der opstå problemer med begroning af alger, ruer og søpunge på strømperne. Det ser ikke særlig lækkert ud, og det kan også lukke af for næringen til muslingerne, så de dør. En god idé er at hænge strømperne til tørre – altså hive dem op af vandet, og lade dem hænge under åben himmel i en dag eller to. Det dræber den uønskede begroning. Men hold øje med strømperne. Hvis de hænger for kort tid, hjælper det ikke, og hænger de for længe, så udtørrer dine muslinger, og det er jo ikke meningen. Både foreningerne i Kerteminde og Vejle bruger denne teknik til at holde deres muslinger i topform.

Før logbog

Ligesom når man dyrker på land, så kan der være gode og dårlige sæsoner med mange eller få høstede afgrøder. Noget handler om vejrforhold, noget handler om grej – og nogle gange er det helt andre faktorer, der spiller ind. Man kan ikke gardere sig imod naturens luner, men man kan sørge for at tage ved lære af sammenhængene ved at notere vækst, vejrforhold, grej og andet hver gang, man tilser muslingerne. Så bliver det også lettere at dele sin viden og erfaring med nye havbønder.

Rene muslinger

Når muslingerne er høstet, skal de renses for sand, alger og andet snask, og det kan man selvfølgelig gøre ved håndkraft i en spand vand. Men skal man lave middag til hele familien, kan det jo blive en langsommelig affære. Prøv at fastgøre en (ren!) toiletbørste på en boremaskine, og så kan du rense store mængder muslinger ad gangen i en murerbalje med vand. Skift vandet et par gange, og så er der smukke, blanke blåmuslinger klar til servering. Løgstør Fjordhaver står bag denne idé.

Har du selv opdaget gode tricks eller udviklet nyt grej? Vi vil vildt gerne høre om det på info@havhoest.dk.