Haven i havet er slut – Haven i havet fortsætter!
På samme grå dag i december som vi modtog den færdige evalueringsrapport fra DPU, der konkluderer på 3 års arbejde med at skabe et landsdækkende undervisningsprogram om regenerativ havdyrkning, der modtog vi nyheden fra Novo Nordisk om, at de gerne vil støtte 3 års videreudvikling af succesen. Det var en god dag på kontoret.
Mere end 200 udskolingsklasser har siden 2021 været på besøg i en maritim nyttehave på en af ti udvalgte lokationer. Her er de blevet undervist af en lokal formidlingsinstitution om muslinger og tang, om økosystemer og madkultur, om havmiljø og bæredygtighed. Og det virker. DPU, der har lavet følgeforskning på projektet og som har observeret forløbene og interviews med både naturformidlere, lærere og elever.
“Det er gourmet mad, det her!”
Sådan udbrød en elev under madlavningsdelen af et besøg hos en maritim nyttehave. Forløbet er naturvidenskabeligt funderet men afsluttes altid med en kreativ og sanselig madlavningsøvelse, for på den måde, helt bogstavelig talt at gøre emnerne til en del af elever selv. Og det virker. Professer Karen Wistoft fra DPU skriver i rapporten:
“I en klasse, hvor kun to elever havde smagt muslinger før forløbet, oplevede vi Haven i Havet en enorm stor nysgerrighed for at smage på muslinger. I denne klasse begyndte en pigegruppe på eget initiativ at smage på muslingerne, umiddelbart efter de var blevet dampet. En af eleverne, som aldrig havde smagt muslinger før, fortalte, at hun så en anden elev spise en og selv fik lyst og endte med at over- tale hele sin gruppe til at smage muslingerne, før de kom i pastaretten. De frie rammer, eleverne mødte under madlavningsaktiviteten, gav dem plads til at eksperimentere og smage sig frem på egen hånd, hvilket affødte diskussioner mellem eleverne om muslingernes smag og konsistens. “
Det bekræfter jo sådan set det, vi hele tiden har vidst. At spiselighed som didaktisk greb er helt fantastisk virkningsfuldt og engagerende, også når vi beskæftiger os med komplekse emner indenfor naturvidenskab.
Samtidig vurderer 74 % af lærerne ifølge spørgeskemaundersøgelsen, at eleverne har lært mere, end de plejer på en normal skoledag og måske allervigtigst af alt er mere end halvdelen af elever gået fra undervisningen med en øget lyst til at passe på havmiljøet.
Læs evalueringsrapporten fra DPU
Det har været kæmpestort at se haven i havet blive til virkelighed og opleve elever og lærere tage det til sig i undervisningen. Og nu kommer der flere ringe i vandet!
Novo Nordisk Fonden støtter næste skridt
Heldigvis kan Novo Nordisk fonden også se værdien og har nu bevilliget 5,8 millioner til i endnu højere grad at sætte regenerativ havdyrkning på skoleskemaet. Med projektet “Haven i havet 2.0 – flere ringe i vandet” får vi en lang række nye partnere fra hele landet med ombord og målgruppen er også udvidet.
Indsatsen med udskolingselever fortsætter, med 8 nye formidlingsinstitutioner med om bord, så der nu skal undervises 18 steder i landet. Derudover påbegynder vi pilotprojekter med to gymnasier og to kokkeuddannelser med henblik på, på sigt også at kunne udbrede det til resten af landet. På tværs af alle målgrupperne udvikles desuden en citizen science-platform, så foreninger, elever og andre interesserede kan indsamle viden på tværs af landets maritime nyttehaver og dermed gøre os klogere på livet under overfladen.
Vi er både glade og stolte over at se den regenerative havdyrkning finde sin plads på skoleskemaerne og blive en del af samtalen, når vi diskuterer fremtidens fødevareproduktion.