DSC04284

En ny politisk kurs – mulighed for en blå fremtid

Moratorium falder, millioner af kroner til grøn akvakultur og måske lettere regler for deltidsfiskere: Den nye fiskeriaftale åbner døren for et gennembrud for regenerativ havdyrkning – men kunne have rakt endnu længere.

Moratoriet falder – og potentialet vokser

Det moratorium, der i årevis har gjort det umuligt at få tilladelse til at dyrke toskallede bløddyr som blåmuslinger og østers, bortfalder i starten af 2026. Myndighederne kan dermed igen behandle ansøgninger om nye anlæg. For en hel sektor, der har været sat på pause, er det et afgørende gennembrud.

En øget produktion af opdrættede skaldyr kan blive et vigtigt supplement til fiskeriet – og en alternativ kilde til muslinger, så vi mindsker presset på de vilde bestande. Men væksten bør ske på naturens præmisser. Vi bør undgå gamle modeller som kultur- og omplantningsbanker og i stedet satse på vandsøjleopdræt og regenerative metoder, der både renser vandet og styrker biodiversiteten.

Milliardløft – men for snævert, og uden stop for muslingetrawl

Aftalen afsætter 30 mio. kr. til investering i klima- og miljøskånsom akvakultur samt udvikling af løsninger, der forbedrer klima og miljø. 15 mio. kr. heraf er øremærket til omlægning fra muslingefiskeri til lavtrofisk akvakultur – altså dyrkning af muslinger, østers og tang. Det er et vigtigt skridt, men desværre kun for muslingefiskere. Andre fiskere, der kunne have været en del af omstillingen, er ikke omfattet – en begrænsning, der bremser potentialet.

Vi ærgrer os også over, at aftalen ikke sætter et fuldt stop for trawlfiskeri efter muslinger i f.eks. Isefjord. Det er et ekstremt skadeligt fiskeri, der ødelægger havbundens liv. Vi har et langt bedre alternativ lige ved hånden: at dyrke muslingerne oppe i vandsøjlen, hvor de både renser vandet og giver levesteder til andre arter.

Nye muligheder for deltidsfiskere – og en invitation vi håber på

Aftalepartierne vil analysere mulighederne for at lempe kravene til erhvervsfiskerstatus (A-status) og fjerne barrierer for relevant deltidsbeskæftigelse. Hvis det bliver lettere for erhvervsfiskere at kombinere fiskeri med regenerativ havdyrkning som bierhverv, kan det åbne for en ny generation af kystfiskere, der både høster fisk og dyrker tang, muslinger og østers.

Med moratoriets ophævelse, investeringerne i grøn akvakultur og udsigten til mere fleksible regler kan vi tage de første skridt mod et nyt “crossover-erhverv”: små kystbåde, der kombinerer skånsomt fiskeri med drift af regenerative havbrug – og måske endda supplerer med turisme og undervisning.

Havhøst håber at blive inviteret med til de videre samtaler om, hvordan aftalens intentioner kan udmøntes i nye tilskudsordninger, så vi kan sikre, at udviklingen bliver både miljømæssigt ansvarlig og økonomisk bæredygtig for kystsamfundene.