Blåmuslinge-tacos
Her er blåmuslingerne hevet godt og grundigt ud af deres komfortzone, men til gengæld bliver de tilgængeliggjort for dem, der måske stadig har til gode at opleve bløddyret som ægte, festlig og folkelig velsmag. En blød taco med søde muslinger, friske tomater, fed chilimayo og masser af krydderurter og sprød limemarineret spidskål. Tro os, selv en muslingeskeptiker må bukke under for den kombination.
Til 10 små tacos:
1 kg blåmuslinger
200 gram tomater
3 forårsløg
Et stort bundt krydderurter – f.eks. koriander, persille og purløg
1 frisk jalapenos
Saften fra 1 lime
3 spsk olivenolie
1 tsk stødt spidskommen
Salt og peber
100 g spidskål
Saften fra en halv lime
½ tsk sukker
1 lille nip salt
4 spsk god mayonnaise
2 spsk shirachasauce
10 bløde tacos af hvede eller majs
Start med at rense og sortere blåmuslingerne. Fyld en gryde med et par centimeter vand og bring det i kog, inden alle blåmuslingerne hældes i gryden. Ryst gryden en gang imellem indtil alle muslingerne har åbnet sig helt. Pil herefter muslingerne ud af deres skaller og bland dem i en skål med limesaft, spidskommen, olivenolie og finthakket chili og lad dem marinere mens de øvrige elementer tilberedes.
Spidskålen snittes helt fint og ”krammes” med saften fra en halv lime, lidt sukker og lidt salt og stilles til siden.
Mayo og shiracha blandes sammen. Lav den så stærk som du vil have den. Hvis du er en feinschmecker som os, så pisker du selvfølgelig mayonnaisen fra bunden.
Skær tomater i tern og snit forårsløg og krydderurter fint og bland dem med de marinerede muslinger til en slags salsa.
Til sidst varmes tacoerne. Dup dem gerne med lidt vand inden de smides i ovnen på 180 graders varmluft i et par minutter, så bliver de bløde og rare.
Saml en taco med kålen nederst, så muslingesalsa og chillimayo på toppen, få fedtede fingre og dryp på tøjet, vær ligeglad, spis en mere.