tang

Bølgemarken i København

Midt i Københavns Havn, lige overfor byens første havnebad ligger Bølgemarken. Det er en kombineret dyrkningsplatform, flydende klasselokale, eksperimentarium, laboratorium og showroom.

Der er herfra vi udfolder fortællingen om alt det der sker ude i de maritime nyttehaver i hele landet. En slags vindue ud til den regenerative bevægelse, der spreder sig som ringe i vandet.

Udover Bølgemarken har vi også ombygget to containere til at danne rammen om vores arbejde i havnen, så der er mulighed for at søge læ for elementerne og brygge en kop kaffe eller endnu bedre - tilberede en portion blåmuslinger.

Det er her vi driver vores skoletjeneste, hvor næsten hundrede skoleklasser hvert år kommer på besøg og bliver havbønder for en dag. Men det er også her vi fortæller vores historie til andre interesserede, om så det er landets beslutningstagere eller en lokal spejdergruppe.

Du kan også komme på besøg, hvis du gerne vil vide mere om Havhøst og om regenerativ havdyrkning. Måske en rundvisning og et fagligt indslag for teamet eller en festlig østersåbningsworkshop med byens flotteste udsigt?

Læs mere om mulighederne for at komme på besøg her

Du finder containerne her og Bølgemarken her