Danskernes nye livret?

Introduktion
Hvert år bliver der udgivet en rapport, som indeholder en top-10-liste over, hvad danskerne spiser til aftensmad. Listen indeholder altid favoritter som pizza, pasta, rugbrødsmadder, burger og sandwich. Vi spiser de samme ting igen og igen, fordi de er velsmagende og genkendelige. Hvis vi skal genopbygge havet gennem vores madvaner, skal de regenerative råvarer, som fx blåmuslinger ind, i de madretter, vi spiser allermest.
Opgaven i denne aktivitet er at gentænke en af danskernes top 10-favoritter, så blåmuslingen får hovedrollen. Det kræver, at man analyserer den oprindelige rets DNA: Hvad gør en burger til en burger? Hvilke smage, kontraster og teksturer er ikke til forhandling og hvilke knapper kan vi skrue på? Opgaven er at bevare rettens kvaliteter, mens proteinet eller hovedingrediensen skiftes ud med blåmuslinger.
Øvelsen fungerer som en bro mellem det kendte (hverdagsmad) og det nye (regenerative råvarer). Den er ideel til at træne elevernes forståelse for smagsmæssige erstatninger samt at få dem til at forholde sig til klimavenlige alternativer.
Kompetencemål
I lærer at:
- Analysere og vurdere kendte retters sensoriske kendetegn.
- Anvende blåmuslinger som hovedkomponent i komplekse retter.
- Arbejde metodisk med smag, tekstur og balance.
- Reflektere over muslingens rolle som et bæredygtigt og velsmagende alternativ til kød.