EU-forordning kaster en skygge over den blå omstilling

Da vi midt i marts besigtigede afgrøderne i Havnsø Havmark, var det med en blanding af faglig stolthed og frustration over de mange regler, der gang på gang spænder ben for vores arbejde. Mens sukkertangen stortrives, bremses udnyttelsen af det fulde marine potentiale af komplekse EU-regler, der blev udformet længe før, vi forstod nødvendigheden af et regenerativt fødevaresystem.

I selskab med Simon fra Dansk Tang og kystfisker Mogens kunne vi konstatere, at økosystemet i Havnsø Havmark nordvest for Nekselø leverer varen. Sukkertangen (Saccharina latissima) står knivskarpt, og strengetangen (Chorda filum) har fundet fæste på rebene. Men her stopper den simple fortælling. Mens naturen er gavmild, er det juridiske landskab præget af barrierer, der i daglig tale kendes som Novel Food-forordningen.

Den regulatoriske barriere: Forordning (EU) 2015/2283

Vi er normalt virkelig glade for den rolle, EU spiller i forhold til at holde medlemsstaterne i et ambitiøst spor, når det kommer til miljø, natur og klima. Men der er en særlig forordning, som vi ikke elsker.

Novel Food-forordningen har til formål at sikre forbrugersikkerheden ved at kontrollere fødevarer, der ikke har været spist i væsentligt omfang i EU før den 15. maj 1997. For mange af de arter, vi arbejder med i Havhøst, betyder det, at de betragtes som nye, uanset om de har indgået i lokale kystkulturers kost i årtusinder.

Udfordringen er, at bevisbyrden ligger hos producenten. Det kræver omfattende historisk dokumentation eller dyre toksikologiske studier at få en art godkendt – og det tager erfaringsmæssigt ekstremt lang tid. For små, regenerative havbrug og organisationer som Havhøst er dette en markant økonomisk og administrativ mur.

Strengetang: Den velsmagende blindgyde

Vores strengetang i Nekselø-bugten er et glimrende eksempel på denne udfordring. Den er velsmagende og vokser naturligt i vores farvande, men da den ikke optræder i de officielle europæiske statistik-kataloger fra før 1997, må den ikke markedsføres som fødevare. Det skaber et paradoks: Vi har en lokal, bæredygtig ressource lige uden for døren, som vi ikke må udnytte kommercielt, mens vi importerer andre fødevarer med et langt større klimaaftryk.

DNA-lotteri med Gracilaria

Endnu mere komplekst bliver det med rødalgen Gracilaria. I de danske farvande findes der i dag tre arter: den hjemmehørende Gracilaria gracilis og de to invasive arter G. vermiculophylla og G. multipartita. For sådan nogle som os giver det en fundamental udfordring, for de tre arter ligner hinanden så meget, at det i praksis er umuligt at kende forskel med det blotte øje.

Det betyder, at man skal foretage kostbare DNA-analyser af hver enkelt høst for at dokumentere over for myndighederne, præcis hvilken art der er tale om. Da samtlige Gracilaria-arter desuden er klassificeret som novel food, er vejen til en stabil produktion af denne proteinrige afgrøde i øjeblikket lukket af en uoverstigelig barriere. Det fastlåser os i en situation, hvor vi ikke kan udnytte potentialet i en afgrøde, der ellers er ideel til dyrkning på vores breddegrader.

Dumont-algen og havets støvsuger

Perspektiverne for at udvide sortimentet i de maritime nyttehaver rækker langt ud over de gængse arter, men bremses overalt af det manglende juridiske fundament:

• Dumont-algen (Dumontia contorta): Denne rødalge er en af havets oversete ressourcer. Den er en udpræget forårsart, der med sine hule, forgrenede stængler har en særlig tekstur og en mild umami-smag. For havbonden er den interessant, fordi den trives i de kolde måneder, hvor andre arter står stille, hvilket kunne gøre den til en vigtig forårsafgrøde i et diversificeret havbrug. Men på trods af dens gastronomiske kvaliteter mangler vi den historiske dokumentation, der kræves i Bruxelles. Det betyder, at en ellers oplagt afgrøde til det nordiske klima forbliver i en juridisk venteposition på linerne.
• Søpølsen (Holothuroidea): Et mere løjerligt eksempel på forordningens rækkevidde er søpølsen. Som havets støvsuger omsætter den organisk materiale og er en nøgleart i et sundt marint økosystem. I et regenerativt polykultur-system ville det være oplagt at lade søpølser leve under dyrkningsgrejet for at skabe et mere lukket kredsløb af næringsstoffer. Selvom søpølser er en højtelsket delikatesse globalt, er de i EU-regi kategoriseret som novel food. Det forhindrer os i at tænke denne naturlige rensemaskine ind i vores fødevareproduktion og bremser dermed udviklingen af mere komplekse og bæredygtige havbrug.

Konsekvenser for Havhøst og den blå formidling

Problematikken rækker ud over selve høsten. Den påvirker hele Havhøsts virke på tre fundamentale niveauer:

1. Innovation i havhaverne: De lokale maritime nyttehaver mister incitamentet til at eksperimentere med artsdiversitet på rebene, når de juridisk er låst til de få godkendte arter som blåmuslinger og sukkertang.
2. Formidling og uddannelse: Når vi inviterer skoleklasser og borgere ud til vores havmarker, opererer vi i en juridisk gråzone. Den sanselige læring – at smage på havet – besværliggøres, når visse arter teknisk set ikke er godkendt til konsum.
3. Den blå omstilling: Hvis vi skal nå i mål med en regenerativ omstilling af vores fødevaresystem, har vi brug for et menukort, der afspejler havets naturlige diversitet frem for en snæver liste over historisk dokumenterede arter.

Vejen frem

I Havhøst arbejder vi for at bygge bro mellem de nødvendige sikkerhedshensyn og behovet for en mere smidig godkendelsesproces for lavtrofiske marine arter. Vi har brug for en lovgivning, der anerkender tangens rolle i den grønne omstilling og skelner mellem ultra-forarbejdede laboratorie-produkter og naturligt forekommende organismer, der dyrkes bæredygtigt. Indtil da fortsætter vi vores arbejde i havmarken – og vi fortsætter med at fortælle historien om alt det, vi endnu ikke må lægge på tallerkenen.