Fjæsing i sukkertang

034 Havhøst, Kalvebod bøgle, foto Liv M. Kastrup

Når sukkertangen er i højsæson – cirka fra februar til april – er bladene store, tynde og sprøde og smager helt fantastisk. Senere på sæsonen bliver de seje og læderagtige og skal helst tørres og bruges som krydderi, men om foråret er de lige til at spise, og denne servering er en fremragende måde at bruge tangen på. Vi bruger fjæsing, for det smager fantastisk, og vi burde spise meget mere af det, men enhver hvid fisk kan bruges – helst en skånsomt fanget en af slagsen.

Ingredienser

1/2 kg fjæsingfileter
3–5 blade perfekt sukkertang
(alt efter størrelse)
1 spsk. lys miso
2 spsk. blødt smør
1 tsk. soja
Saft fra 1 lime
Et bundt koriander
Sort og hvid sesam
Kødnåle eller tandstikkere
Olie til stegning

Fremgangsmåde

Rist sesamfrøene, til de er gyldne og dufter dejligt. Stil dem til side.

Fjern skindet fra fisken og skær fileterne ud i stykker på ca. 10 cm.

Bland smør, miso, soja og limesaft, og smør det oven på hvert stykke fisk – gerne på begge sider.

Hak korianderen, drys den oven på fisken, og lad det hele trække, mens du forbereder sukkertangen.

Tag sukkertangen, og fjern ødelagte eller seje dele af bladet.

Sæt en gryde med saltvand i kog, og blancher sukkertangen i ca. 30 sekunder, til den skifter farve til lysegrøn.

Kom sukkertangen direkte i isvand med salt for at stoppe tilberedningen. Blancheringen gør tangen mere mør, og saltet i vandet er med til at minimere mængden af slim, der naturligt opstår, når brunalger tilberedes.

Læg sukkertangsbladene til at dryppe af på et rent viskestykke.

Læg et stykke fisk på tangen, og skær eller klip rundt om, således at fisken kan rulles ind i ét tyndt lag. Tangen holdes sammen med en kødnål eller en tandstik på langs.

Steg fiskepakkerne i varm olie, og tryk dem gerne ned mod panden undervejs, så tangen får sprøde kanter, og fisken lige akkurat bliver gennemstegt.

Pynt med ristet sesam, og server f.eks. med lynstegte grøntsager og ris.