Fremtidens kystfisker er havhøster

Debatindlæg af Joachim Hjerl

Fiskerierhvervet lufter i medierne deres frustrationer over nye reduktioner i mængden af
fisk, som danske fiskere må lande i Østersøen. Det kan dårligt komme som en
overraskelse for nogen, der har fulgt bare lidt med i den offentlige samtale om havets
tilstand, at der reelt ikke længere kan oppebæres et betydningsfuldt erhvervsfiskeri i store
dele af de indre danske farvande, og det skal nok blive en del værre før det forhåbentlig en
dag bliver bedre. Erhvervets tilgang er at bede om støtte fra den danske stat til at betale
fiskerne for at gå på pension. Med andre ord afvikling. En nedadgående spiral, der
uundgåeligt vil ende med, at vores små fiskerihavne ligger døde og affolkede hen.
Fiskeriet bliver sendt på museum.

Men i stedet for al den triste fiksering på elendighed og undergang kunne vi måske tage
en pause og spørge os selv, hvordan et mere positivt udviklingsscenarie for fiskeriet kunne
se ud? Var der mon en udviklingsvej, hvor fiskeriet kom stærkere ud af den miljømæssige
krise, som kollegaerne i landbruget har skabt? Det store problem for vores farvande og
det liv, vi gerne vil se i dem, er den massive udledning af næringsstoffer, og pilen i den
grønne trepart peger ikke ligefrem på, at det kommer til at ændre sig foreløbig. Men hvad
kan vi så bruge et næringsbelastet hav til? Hvilke arter kunne understøtte de fiskere, der
gerne fortsat vil have et liv på havet?

Fang noget der ikke svømmer væk

Langt nede i havets fødekæde finder vi to nøglearter, der har intet mindre end tre
egenskaber, der gør dem til ideelle kandidater til at spille en hovedrolle i det kystnære
fiskeris fremtid. For det første lever de af at omsætte de næringsstoffer, som vi gerne vil
være fri for. For det andet er de fantastiske fødeemner for mennesker – og har derudover
en lang række andre anvendelsesmuligheder til ingrediensindustri, gødning og foder. Og
for det tredje svømmer de ikke væk.

De to arter er toskallede bløddyr (muslinger og østers) og tang. Begge arter kan dyrkes
ude på havet i linesystemer – såkaldte havmarker. Det sker vel at mærke uden at røre ved
havbunden, der får mulighed for at komme sig efter årtiers skadelig bundtrawling.
Havmarkerne kan ses som hængende haver, hvor fisk og andre smådyr kan leve, og mens
de vokser optager afgrøderne i havmarken næringsstoffer og producerer ilt – uden at der
på noget tidspunkt skal gødes, medicineres eller anvendes anden kemi til bekæmpelse af
ukrudt og skadedyr. Det er en regenerativ produktionsform, der finder sted uden noget
forbrug af ferskvand og med minimal intervention.

Incitamenter frem for barrierer

Når vi erstatter dommedagsbrillerne med en mere konstruktiv tilgang til fremtiden for vores
kystnære fiskeri, så opdager vi måske, at fremtidens fisker ikke bare er fisker. Han er
havhøster. Og han er i mange tilfælde slet ikke en han. Fiskeri udgør fortsat en del af
havhøsterens aktiviteter på havet, men en stor del af indkomsten kommer fra dyrkning af
regenerative afgrøder i mindre havmarker tæt på kysten. Det er langt hen ad vejen de
samme fartøjer, det samme grej og de samme kundskaber, der er brug for, men fremtidens
fisker har gjort sig fri af forestillingen om jagten på de vilde bestande som det eneste saliggørende, og har en langt mere nuanceret forståelse af sammenhængen i de
økosystemer, vedkommende er afhængig af.

Enkelte fiskere forsøger netop nu at etablere små havmarker nær deres havne. De er
pionerer, og afhængigt af hvor godt det går dem, vil mange andre følge efter. Desværre er
fødevareområdet i dag reguleret med udgangspunkt i en forestilling om, at det eneste
saliggørende er monokultur i industriel skala, men hvis der skal fart på udviklingen af et
nyt, regenerativt haverhverv, og fiskerne skal holdes på havet, er det afgørende, at vi som
samfund skaber incitamenter for den regenerative havdyrkning i stedet for barrierer og
benspænd.

Man kunne fx gøre omkostningerne ved prøveudtagning mere lempelig for mindre
producenter, strømline ansøgningsprocessen og gøre det lettere at opnå tilladelse til
regenerativ dyrkning i lille skala i kystnære og beskyttede områder. Der er mange knapper
at skrue på – det er bare om at komme i gang før den sidste fisker er gået på pension.