Grillet blæretang

blaeretang-top

Denne tang-tilberedning er helt utrolig nem. Du kan hive tangen direkte op fra havet og smide den på bålet som en hurtig snack eller bruge den som tilbehør til grillet fisk eller kylling. Den er sprød og let bitter som brændt grønkål på steroider. Her er tangen drysset med parmesan og citronskal, men du kan også prøve med sesamfrø, chiliflager og et par dryp sesamolie.

Frisk blæretang
Olivenolie
Parmesan
Citronskal

Tør tangen for vand ved at hænge den i vinden i 10 minutters tid inden den pensles med olivenolie og lægges på bålristen over varme gløder. Tangen skal blive sprød og må gerne få lidt sorte kanter — men ikke for meget. Vend den undervejs.

Anret tangen med et skud olivenolie, parmesan og revet citronskal og spis med det samme.

Det er altafgørende for denne ret, at tangen er pivfrisk, og at du kun bruger de nye, friske skud yderst på tangplanten, så du ikke får de seje og bitre dele med.