
Hård start på testdyrkning af purpurhinde – men vi lærer en masse
Tilbage i juni lød startskuddet til et eksperiment med dyrkning af purpurhinde (bedre kendt som Noritang) i en række maritime nyttehaver rundt om i landet. Baggrunden har vi skrevet om tidligere, som du kan læse her. Nu er vi klar med første status på, hvordan dyrkningen går.
Timingen driller
I de seneste uger har vi været i kontakt med de havhaver, der har forsøgt sig med at dyrke purpurhinde. Og vi må konstatere, at det har været en svær start. Der er faktisk ingen af de 10 dyrkningssteder, som for alvor ser tegn på vækst af purpurhinde.
Det havde selvfølgelig været mere opløftende, hvis flere oplevede god vækst. Men vi vidste godt fra start, at tanglinerne ville få en hård start på livet. De blev nemlig lagt ud i havhaverne om sommeren, hvor der er stor risiko for, at de helt små tangspirer bliver overgroet med fedtemøg og grønalger. Og det er lige præcis, hvad der er sket de fleste steder.
Men nu ville timingen altså, at tanglinerne til dette første forsøg med havhaverne var klar fra DTU Aquas laboratorium midt i juni. Sådan er det, når man forsøger sig med nye arter til dyrkning – det er ikke altid til at styre, hvordan processen i laboratoriet eller i havet udvikler sig. Men selvom der er udfordringer, så får vi en masse vigtig læring, som hjælper os videre med at realisere drømmen om at kunne servere sushi med danskdyrket nori-tang.
Der er håb endnu
Havhaverne lader nemlig deres tangliner blive hængende i vandet. For måske er der stadig liv i purpurhinden inde bag begroningerne. Så når temperaturen i vandet falder, og begroningerne forsvinder, vil purpurhinden måske begynde at vokse. Vi krydser fingre og følger udviklingen i de kommende måneder.

DTU Aqua har også beholdt en del af tanglinerne i deres tanke i tangklækkeriet. Her vokser de fint, omend langsomt, da der til dette kontrolforsøg blev brugt lav lysintensitet.
Så vi er fortsat fortrøstningsfulde. Og DTU Aqua regner med at have nye forsyninger af tangliner klar til udsætning i det sene efterår eller tidlige forår. Så vi får flere chancer for at teste potentialet i dyrkning af purpurhinde i Danmark.
Arbejdet med purpurhinde er en del af projektet NyeTangArter og er medfinansieret af Den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond.
