Havbønderne indtager Norden

PRESSEMEDDELELSE

Den selvejende, danske institution Havhøst har i mere end et årti opbygget erfaring med at drive maritime nyttehaver og udbrede kendskabet til regenerativ havkultivering i Danmark. Med flere end 1.000 danske havbønder, over 20 etablerede maritime nyttehaver, en skoletjeneste, der har haft 10.000 elever til maritim undervisning og undervisningssamarbejder med formidlingsinstitutioner i hele Danmark, spreder havbonde-bølgen sig nu til de øvrige nordiske lande, som er blevet inspireret af det danske initiativ.

Klimakrise, fødevarekrise og biodiversitetskrise. Alle kriser har det til fælles, at marine ressourcer kan have en positiv indvirkning, hvis vi flytter noget af fødevareproduktionen fra jord over til de 70 procent hav, som jorden består af. I dag kommer kun 5-6 procent af den samlede fødevareproduktion fra havet, og netop ”havet som uudnyttet fødevareressource” er årsag til, at Havhøst blev etableret i Danmark i 2013. Bevægelsen har nu spredt sig til havbønder og marine ildsjæle på tværs af Norden, og de mødes nu første gang tirsdag 14. december på verdens første bølgemark i København for at tale om, hvordan dyrkningen af østers, tang, muslinger og lignende kan gøre en forskel for mennesker og hav i Norden.

”Det er virkelig en milepæl, at vi kan samle ildsjæle og havbønder fra alle fire nordiske lande for at blive klogere på, hvordan man søsætter pendanter til Havhøst i Sverige, Norge og Finland. I Danmark har vi igennem de sidste otte år høstet gode erfaringer med kultivering af østers, muslinger og tang på mange niveauer. Fx gennem medlemsforeninger drevet af ildsjæle, der mødes og hygger sig med de marine ressourcer, gennem undervisning og formidling til børn, der dykker ned under overfladen for at se, hvordan vi kan hjælpe planeten via regenerativ kultivering, men også gennem dialogen med politikerne, som de seneste år er blevet mere lydhøre overfor, hvordan vi kan drive positive forandringer i havet,” siger Joachim Hjerl, der er stifter af Havhøst i Danmark, vært for det nordiske netværksmøde i København og manden bag bevægelsen af maritime, danske nyttehaver. 

Hent hele pressemeddelelsen i presserummet.