Kinesisk østersomelet
Her finder du opskriften på en lækker kinesisk inspireret østersomelet, der med garanti får munden til at løbe i vand.
Til 4 personer
Arbejdstid 30 min.
12 østers
4 spsk olie
8 ark rundt rispapir
4 æg
2 spsk soya
2 spsk fiskesovs
2 forårsløg
1 stort bundt frisk koriander
Chilisovs
Salt og peber
Opskriften er til fire omeletter, men lav dem én ad gangen.
1. Åbn østersne, tag dem ud af skallen og læg dem i en skål med koldt vand. Hvis du ikke er helt sikker på, hvordan du bedst åbner østers. Så se vores video nederst, hvor vi viser dig, hvordan du let åbner dem.
2. Varm 1 spsk olie op i en pande, der passer til størrelsen på rispapiret.
3. Skyl to stykker rispapir under koldt vand og steg dem derefter ovenpå hinanden.
4. Pisk æggene sammen med soya, fiskesovs og hakket forårsløg.
5. Når rispapirerne har stegt i ca. 2-3 min og er blevet sprøde i kanten hældes ¼ af æggeblandingen ovenpå.
6. Hak tre østers og fordel dem over omeletten. Steg til omeletten har sat sig i kanten.
7. Vend omeletten og steg færdig i ca. 2-3 minutter.
8. Den færdige omelet anrettes med koriander og din yndlings chilisovs og smages til med salt og peber.