Tangdyrkning og Kystfiskeri

Dette projekt afprøver alternative indtjeningsmuligheder for kystfiskere, der praktiserer skånsomt fiskeri. Med en regenerativ tilgang til havet viser projektet, hvordan dyrkning af tang, muslinger og østers kan bidrage til at sikre et bæredygtigt, kystnært fødevareerhverv.

De danske blå kuttere er ved at forsvinde fra havnene, og dermed risikerer vi at miste en vigtig del af kystkulturen. Projektet tilbyder en positiv udvikling for mindre fiskere ved at introducere dem til regenerativ dyrkning i havet. Disse afgrøder, som både gavner havmiljøet og skaber nye økonomiske muligheder, er ikke kun velsmagende og sunde, men hjælper også med at genopbygge havets pressede økosystemer. De udgør en vigtig del af fremtidens blå fødevareerhverv.

I et nyt samarbejde mellem Havhøst og Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri (FSK-PO) afprøver to pionerfiskere i Vestsjællland kombinationen af fiskeri og tangdyrkning. Erfaringerne herfra vil forhåbentlig inspirere flere fiskere til at tilføje regenerative afgrøder til deres kommercielle aktiviteter og derved medvirke til at sikre en bæredygtig fremtid for kystfiskeriet i Danmark.

Dette projekt er støttet af Den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond