mussels

Havets superhelte

Gennem leg, fortællinger og smagsoplevelser skal vi sammen med børnene på opdagelse i muslingens og tangens verden.

Hvad er en musling? Hvordan føles den? Er den levende? Gennem leg, dialog og fortællinger om muslingen får børnene sanselig erfaring med de muslinger, der bor i havnen i lange net kaldet strømper. Og hvad med det der tang, der ligger på stranden og lugter? 

Havets superhelte er et todelt forløb (fordelt over to dage), der støtter børns maddannelse fra en tidlig alder. Den ene del handler om blåmuslinger og foregår på Kalvebod Bølge, hvor Havhøsts maritime nyttehave ligger. Anden del handler om tang, og her kommer Havhøst ud til jer i institutionen. I begge forløb skal børnene udforske havets råvarer gennem leg, bevægelse og sansning. De ser, mærker, lugter, rører og smager og deltager aktivt i madlavningen. Forløbet er tilrettelagt med fokus på børnenes oplevelse og engagement. Snak holdes på et minimum, og det er børnenes egne erfaringer og refleksioner, der fylder mest. Forløbet giver børnene kendskab til muslinger og tang, livet i havet, og hvordan de spændende råvarer kan bruges i madlavning.

Alder: 3-6 år

Emner: Bæredygtighed, dyr, hav, klima, mad, miljø, natur, sanser, madlavning

Varighed: 75 minutter 

Praktisk: Forløbets første del om muslinger finder sted på Kalvebod Bølge, ud for Marriott Hotel. Vi mødes ved container 7, lige ved siden af Kajakhotellet. Der kan være koldt og blæsende, så husk varmt og praktisk tøj, der godt kan tåle at blive beskidt. I vil få udleveret redningsveste og der vil være smagsprøver på muslinger. Forløbets anden del foregår hos jer, enten på stuen eller i et fællesrum. Vi besøger samme børnegruppe som har deltaget i forløbets første del. Der vil være smagsprøver på dansk tang.

Alt efter hvad der er praktisk muligt, kan forløbet afholdes i den rækkefølge, det giver mening for jer.

Deltagerantal: Maks. 15 børn

Pris: Havhøst er partner med Åben Dagtilbud og kan af den grund tilbyde gratis forløb til københavnske kommunale dagtilbud.

Kontakt skole@havhoest.dk for mere information.

DSC09791