mussels

Muslingefarmen

I forløbet Muslingefarmen får eleverne viden om lokal dyrkning af muslinger, muslingen som bæredygtig råvare, og muslingens tilberedning og smag. Eleverne skal opleve havnens liv og erfare hvordan maden bliver til. Fortællingen begynder med mikroskopiske muslingelarver i havnen og ender med dampende varm muslingesuppe. De emner de skal igennem for dagen er bl.a. lokale, naturlige ressourcer, muslingen som filterdyr og fødevare, madlavning og madkultur.

OBS: Gratis forløb gennem Åben Skole er udsolgt for resten af år 2025, men der udbydes flere gratis forløb i år 2026.

Under et besøg på Bølgemarken får I mulighed for at prøve kræfter med nogle af de mange opgaver, som havbonden dagligt tumler med. I lærer om havnens liv og oplever, hvordan maden bliver til ­fra mikroskopiske muslingelarver i havnen til dampende varm muslingesuppe.

Klassetrin: 4. – 10. klasse.

Fag: Natur/teknologi, biologi og madkundskab.

Emner: Madlavning, madkultur, økosystemer, lokale ressourcer, organismer, natur og miljø, bæredygtighed

Varighed: 2,5 timer. Forud for forløbet fremsendes forberedelsesmateriale i form af tre videoer, som vi vil bede jer om at se – enten i klassen, eller som lektie derhjemme. Til videoerne hører enkelte spørgsmål, som I med fordel kan diskutere inden jeres besøg.

Aktiviteter: Et besøg på Bølgemarken kan variere afhængigt af vejr og vind, men vil i hovedtræk bestå af følgende typer af aktiviteter:

  • Praktisk arbejde ifm. drift af Bølgemarken: Høst, vedligehold og såning og omstrømpning af “muslingestrømper”.
  • Videnskabeligt arbejde med havnens organismer: muslingedissektion og filtreringsforsøg.
  • Tilberedning af muslinger og fællesspisning.

Praktisk: Muslingefarmen finder sted på Kalvebod Bølge, ud for Marriott Hotel. Vi mødes ved container 7, lige ved siden af Kajakhotellet. Der kan være koldt og blæsende, så husk varmt og praktisk tøj, der godt kan tåle at blive beskidt. Der vil være smagsprøver på muslinger, men husk alligevel madpakker, særligt hvis forløbet strækker sig over frokost.

Deltagerantal: Maks. 28 elever og min. 2 lærere (er I flere, så skriv det til os, så prøver vi at finde en løsning).

Pris: Havhøst er partner med Åben Skole i Københavns Kommune, og kan af den grund tilbyde gratis forløb til københavnske folkeskoler. For private skoler og skoler udenfor Københavns Kommune er prisen 4.000 kr. + moms. 

Vi glæder os til at tage imod jer!

Kontakt skole@havhoest.dk for mere information.

havhøst_maritime_nyttehaver_muslingefarmen