Ansøgning til Fiskeristyrelsen for lineanlæg

Ansøgningsskemaet er lavet til kommercielle anlæg til kultivering af østers og blåmuslinger oppe i vandsøjlen eller nede på havbunden (kulturbankeproduktion). Det betyder, at der spørges ind til en masse oplysninger, der ikke er specielt relevante for foreninger. Havhøst arbejder på at bane vejen for en ny version af ansøgningsskemaet, der er målrettet mindre, foreningsbaserede anlæg.

Ansøgningsskemaet finder du her

Du skal have følgende oplysninger parat, når du skal udfylde ansøgningsskemaet:

  • CVR-nummer på den forening, der skal stå som bruger af anlægget
  • Koordinater på anlæggets fire hjørnepositioner. Det skal angives i grader og decimalminutter, som du kan hente i Google Maps. Hvis du finder frem til koordinater i graderminutter og sekunder, så kan du omregne dem til det rigtige format ved hjælp af en regnemaskine. Skriv værdierne ind i ansøgningsskemaet i de to kategorier “Nordlig bredde” (N) og “Østlig længde” (E). 
  • Dyrkningsfeltets areal. Udregnes ved at gange dyrkningsfeltets længde og bredde i meter. Husk, at dyrkningsfeltet ikke må være mere end 250×750 meter, men vi anbefaler max 200×200 meter.
  • Gennemsnitlig vanddybde i dyrkningsfeltet. Vi foreslår, at du lodder dybden ved de fire hjørnepositioner og tager et gennemsnit af de fire dybdemålinger.  
  • Navnet på det farvand (eller den fjord), hvor dyrkningsfeltet ønskes placeret (eks. “Storebælt” eller “Isefjord”. 
  • Hvilke arter, der skal dyrkes – som udgangspunkt blåmuslinger og/eller østers. Men hvis der også skal dyrkes tang, så skal det anføres i skemaet med specifikation af hvilke typer tang, der skal dyrkes (eks. sukkertang eller søl). 
  • En beskrivelse af anlæggets opbygning, herunder hvilke opdriftsbøjer, du har tænkt dig at bruge, hvor meget undersænkningsvægt, du regner med at bruge, og en nærmere specifikation af dyrkningsgrej – det kan du læse mere om her. Det kan være en god idé at vedlægge nogle skitser af, hvordan du vil udforme anlægget, som bilag til ansøgningen. En plantegning (altså anlægget set fra luften) og et tværsnit gennem anlægget, så man ser det i profil, er gode tegninger at vedlægge. 
  • Et estimat af hvor meget, du regner med at producere i anlægget om året. Det er mest noget, der er tiltænkt kommercielle anlæg, der har som mål at udnytte kapaciteten fuldt ud, hvilket sjældent vil være tilfældet for foreninger. Hvis du kun dyrker muslinger, så regn med et høstudbytte om året på ca. 5-10 kilo pr. meter line.
  • Ud over målfaste tegninger af anlæggets opbygning skal du vedlægge et søkort med anlægget tegnet ind (de fire hjørnepositioner) som bilag til din ansøgning. Brug evt. den gratis app Krak til søs til at hente det kortmateriale, du skal bruge – eller de gratis søkort hos Eniro.

Download til inspiration:

Fiskeristyrelsen henviser til tel. 7218 5600 eller e-mail mail@fiskeristyrelsen.dk for spørgsmål vedrørende ansøgningsskemaet.