Familiens 12. medlem: Bælthaven Middelfart
Tirsdag 10. marts blev endnu en forening føjet til Havhøsts søkort. Bælthaven Middelfart har været længe undervejs, men nu kan både medlemmerne og Havhøst glæde sig over, at foreningen er blevet dannet, og snart vil bidrage til både gastronomiske udskejelser og kvælstofsbinding i Lillebælt.
Naturcenter Hindsgavl lagde lokaler til den stiftende generalforsamling i Middelfart, og initiativtagerne til hele foretagendet, Annette og Merete, diskede op med en muslingesuppe, som næppe kunne få de deltagende til at overveje andre alternativer end et medlemskab i den nystiftede forening.
For mindre end et år siden var der halvt så mange foreningsbaserede maritime nyttehaver i Danmark, men danskernes lyst til at bedrive bæredygtig og foreningsbaseret dyrkning i havet er umulig at overse. Kombinationen af et aktivt blåt friluftsliv og en fælles indsats for natur og klima krydret med spiselighed og fællesskab er i høj kurs – det spirer i Danmark, og Havhøst glæder sig over hvor mange, der bevæger sig fra idé til handling ligesom Bælthaven Middelfart.
Kunne du tænke dig at læse mere om Bælthaven Middelfart, så kan du det lige her…