Ny bevilling fra Novo Nordisk Fonden til nationalt Havhøst-undervisnings-program

Havhøst har fået bevilget midler fra Novo Nordisk Fondens satsning på at inspirere børn og unge til at søge uddannelse og job inden for naturvidenskab og teknologi. Blandt de andre bevillingsmodtagere findes blandt andet DTU Aqua, Aarhus Universitet og Ingeniørforeningens Engineer the Future. 1. januar tager vi sammen med ni formidlingspartnere rundt i landet hul på projekt ”Haven i havet”.

Haven i havet er et nyt og ambitiøst, nationalt undervisningsprogram, der dækker fagene biologi, fysik/kemi og geografi og taler direkte ind i fokusområdet ”Produktion med bæredygtig udnyttelse af naturgrundlaget” fra den fællesfaglige naturfagsprøve. Undervisningsprogrammet belyser fokusområdet ud fra FN’s Verdensmål og er tæt knyttet op på de naturfaglige, kompetencebaserede læringsmål.

Det spisende menneske

Elever fra folkeskolens udskoling tilegner sig gennem Haven i havet viden om verdens frembringelse af fødevarer – på land såvel som i vand, og de konsekvenser, forskellige typer af fødevarer bringer med sig. Herfra fokuseres ned i den del af fødevareproduktionen, der finder sted i havet – med en distinktion mellem jagten på vilde bestande og kultivering. Dette følges op med et besøg i en lokal maritim nyttehave, hvor eleverne oplever og tager del i dyrkning af regenerative arter i havet, og gennemfører en række naturvidenskabelige undersøgelser. På skolen afsluttes forløbet med en kurateret fællesspisning, hvor sanserne aktiveres og tematikkerne får flyvehøjde.

Med Haven i havet ønsker Havhøst at bidrage til at danne og uddanne en generation, der drager omsorg for havmiljøet og som formår at reflektere selvstændigt over, hvordan vi i fremtiden kan drage nytte af planetens spiselige, blå ressourcer på bæredygtig vis. Vi ønsker at skabe indsigt i de naturlige potentialer, der findes under overfladen, og understøtte en nuanceret forståelse for balancen mellem benyttelse og beskyttelse, så vi kan efterlade et rigt og sundt hav til vores børnebørn uden at give afkald på havets mange goder. 

Kontakt Havhøsts Bodil Sofie Espersen for mere info om Haven i havet.

Du kan se alle de støttede projekter her:
https://novonordiskfonden.dk/da/nyheder/novo-nordisk-fonden-stoetter-skole-virksomhedssamarbejder/

Projektpartnere:

Kattegatcentret
Fiskeri- og Søfartsmuseet
Naturvejlederne Sønderborg
Økolariet
Limfjordsmuseet
Ishøj Naturcenter
Taarnby Naturskole – blå base
Svendborg Naturskole
Fjord og Bælt