Kan tang og muslinger redde verden? Regenerativ fødevareproduktion på en planet i knæ
Hvert eneste skridt, vi tager på jorden, sætter et aftryk. Hver gang vi producerer et kilo oksekød eller et bundt gulerødder, trækker vi veksler på planetens begrænsede ressourcer. Vi forbruger råvarer og energi, og genererer en masse spild og affald. Sådan er vi vant til at se på virkeligheden. Men behøver det at være sådan?
Maritime nyttehaver over hele landet viser i disse år en ny vej til at genskabe balance i planetens og havets økosystemer og samtidig frembringe sunde, velsmagende fødevarer. Det gør de ved at gribe opgaven regenerativt an og ved at tænke i cirkulære systemer.
Muslinger, østers og tang er regenerative afgrøder. De skal hverken fodres, vandes eller medicineres, og de fylder meget lidt sammenlignet med, hvad vi er vant til fra produktion af afgrøder på land. I en maritim nyttehave hænger afgrøderne bare og passer sig selv i et ret komprimeret tredimensionelt område under bølgerne. Og mens de vokser sig store og appetitlige sker der i vandet omkring dem en masse forunderlige ting.
De blå klimaskove
Der er mere end 400 forskellige spiselige tangarter i danske farvande! Ud over at være fantastiske ingredienser i et køkken udmærker de sig ved (ligesom planter på landjorden) at bedrive fotosyntese. De sluger med andre ord CO2 og udleder ilt – og de vokser hurtigt! Meget hurtigere end skove på landjorden! Vi har altså at gøre med enormt effektivt middel i klimakampen, som har den store fordel, at mens tangen omdanner CO2 til ilt, forvandler den sig til fantastisk mad til mennesker — på rekordtid.
Verden mangler protein
Verdens befolkning efterspørger protein, og der kommer flere og flere af os på den lille blå planet. En global fødevarekrise banker på. Problemet er bare, at protein for mange er ensbetydende med dyrekød, som udgør en kæmpe belastning for vores økosystemer at frembringe. Her kommer muslingen, og dens mere gastronomisk værdsatte fætter østersen, ind i billedet. De er nemlig eksperter i at forvandle vores spild og affald til kød.
Mange af de muslinger, vi spiser i dag, er skrabet af havbunden med store redskaber, der dræber alt liv og efterlader golde undervandsørkener. Men muslinger og østers, der dyrkes i en maritim nyttehave, har den stik modsatte virkning. De hængende havhaver tilbyder havets små og vigtige livsformer et sted at gemme sig, men det er kun begyndelsen på den lovprisning af toskallede bløddyr, der er helt på sin plads.
Fra algegrums til menneskemad
Muslinger og østers lever nemlig af at filtrere det vand, der strømmer forbi dem, og optage bitte små alger, der følger med gennem gællerne. De alger vil vi helst ikke have flydende rundt i vores have, for de skaber store problemer langs kysterne.
Hvis der er for mange alger, bliver havet helt grumset, så sollyset ikke kan trænge igennem algegrøden. Og når algerne dør, daler de ned på havbunden, hvor de bruger al ilten på at gå i opløsning. Så uanset om de lever eller dør, er for mange alger opskriften på død og ødelæggelse for de fisk, snegle og skaldyr, der skal til for at holde havet i balance.
Men hvorfor er der så mange alger i havet? Ikke så overraskende kan vi spore kilden til algeproblemet tilbage til en produktionsform, der har bevist sin enorme uformåen i forhold til at forstå, hvordan alting er forbundet: Det industrielle landbrug. Enorme mængder af overskydende næringsstoffer skylles i en evig strøm ud fra markerne til vores vandløb og åer til alle affaldsstrømmenes endestation: Havet.
Der skal selvfølgelig prop i landbruget, som i mange år har været fritaget for at bære de reelle omkostninger, som de påfører fællesskabet. Udledningerne skal ned. Men der skal mange forskellige værktøjer til for at løse de enorme problemer, vi står overfor, og regenerativ dyrkning i havet er umulig at komme udenom. Dyrkning af tang, blåmuslinger og østers skal helt sikkert være med til at redde planeten, og maritime nyttehaver i hele Danmark er i gang med at vise vejen.