Haven i havet
Novo Nordisk fonden har støttet projektet Haven i havet, der har opstart den 1. januar 2021 og løber i tre år.
Ambitionen med Haven i havet er at bidrage til at danne og uddanne en generation, der drager omsorg for havmiljøet og som formår at reflektere selvstændigt over, hvordan vi i fremtiden kan drage nytte af planetens spiselige, blå ressourcer på bæredygtig vis. Ved at knytte praktisk og levende undervisning til maritime nyttehaver i hele landet kan vi tilbyde en konkret læringsplatform, der giver elever indsigt i de naturlige potentialer, der findes under overfladen, og dermed understøtte en nuanceret forståelse for balancen mellem benyttelse og beskyttelse af vores have.
Haven i havet er et treårigt formidlingsprojekt, der skal resultere i et nationalt undervisningsprogram målrettet fokusområdet ”produktion med bæredygtig udnyttelse af naturgrundlaget” fra den fællesfaglige naturfagsprøve.
Undervisningsprogrammet tager udgangspunkt i maritime nyttehaver, hvor der dyrkes muslinger og tang, og stiller skarpt på, hvordan denne måde at producere fødevarer på kan være en del af løsningen på tiden tre store kriser: Fødevarekrisen, biodiversitetskrisen og klimakrisen.
Undervisningmaterialet vil bestå af forberedelsesopgaver, som læreren varetager på skolen, to slags besøg hos en lokal maritim nyttehave omhandlende enten muslinger eller tang og et efterspil på skolen, hvor eleverne laver mad sammen. Der vil desuden blive udviklet digitalt materiale til at understøtte elevernes eksamensforberedelse.
Den primære målgruppe for undervisningsprogrammet er elever i udskolingen, men det er ambitionen, at materialet også kan bruges til gymnasieelever de steder, hvor det giver mening for formidlingspartneren.
Havhøst er projektejer på Haven i havet og har ansvaret for at lede udviklingsprocessen og for at formgive det endelige produkt skriftligt og digitalt.
De 9 formidlingsinstitutioner, der i ansøgningsprocessen har givet tilsagn til at være partnere på projektet er:
- Økolariet i Vejle
- Limfjordsmuseet i Løgstør
- Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg
- Kattegatcenteret i Grenaa
- Naturvejlederne i Sønderborg
- Fjord & Bælt i Kerteminde
- Svendborg Naturcenter
- Taarnby Naturcenter
- Ishøj Naturcenter.
Der vil gennem hele projektet foretages følgeforskning ved DTU.
For mere information om projektet eller andre henvendelser kontakt projektleder Bodil Sofie Espersen.