Dyrkning af østers
Hele eventyret med maritime nyttehaver blev i sin tid sparket i gang af en dyb kærlighed til østers og drømmen om at have sin helt egen produktion af det eksklusive bløddyr. Med Københavns havn som hjemmebane skulle det dog vise sig at være en urealistisk drøm. Det skyldes, at saltindholdet i Øresund ikke kan leve op til østersens krav om en salinitet på 25-30 promille. Historien om østers er dog ikke helt så enkel.
Der findes to østers-arter i Danmark. Den ene er den europæiske østers (også kaldet fladøsters eller limfjordsøsters), som er hjemmehørende i Danmark og er den art, som stenalderfolket mæskede sig i (og som det kunne koste dig livet at høste uden kongens tilladelse!). Den anden er stillehavsøstersen, som i løbet af 1990’erne for alvor gjorde sin entre i Danmark. Stillehavsøstersen betragtes som invasiv og af nogle som en uønsket erobrer, af andre som en ny og velsmagende ressource. Uanset hvilket hold, man er på, er det ikke tilladt at kultivere invasive arter, og dermed er det den europæiske østers, der har fundet vej ind i de maritime nyttehaver.
På grund af den europæiske østers’ præference for meget salt vand er det primært de nordvestlige maritime nyttehaver, der har eksperimenteret succesfuldt med denne eksklusive afgrøde. Men både Ebeltoft og Kerteminde begynder også at rykke på denne dagsorden. Her kan du læse mere om Kerteminde Maritime Havers erfaringer med at dyrke østers.
Østers indkøbes som spat – altså små, spæde østers på størrelse med en tokrone. De er typisk blevet udklækket i kar, hvor man kan styre lys og temperatur for at få de kønsmodne østers til at gyde. Det indkøbte spat lægges herefter i bakker, der hænges stabilt i vandsøjlen, så de ikke er alt for udsatte for bølgegang. Det er en langsomt voksende delikatesse. Det tager mellem tre og fem år for dem at nå spisestørrelse, og undervejs kan det godt betale sig at hygge lidt om dem; tag dem op en gang om måneden for at sikre, at de ikke bliver begroet med alger, som forhindrer dem i at optage næring.