Det syder og bobler

Parallelt med, at Danmark langsomt begynder at frigøre sig fra Coronaens snærende bånd, begynder Havhøstboblerne at stige op til overfladen. Selvom forbindelserne er blevet holdt i live via de elektroniske værktøjer er det en kæmpefornøjelse, at komme rundt til mennesker, der er tændt af en brændende Havhøst ild, på hver deres forskellige måde.

I Stubbekøbing på Nordfalster har Mads Hansen i det tidlige forår udsat et havbondesæt i Grønsund en kende vest for havnen og holder nu øje med muslingepåslag på de ventende bændler. For nylig mødtes Havhøst med nogle seje Falstringer i det hyggelige klubhus hos sejl- og motorbådsklubben Grønsund. Der er stor interesse for at etablere en maritim nyttehave i det strømfyldte farvand imellem Falster og Bogø, hvor den naturlige forekomst af muslinger er ganske pæn. Vi arbejder nu også på et Ild & vand-arrangement i efteråret, som vil invitere alle med interesse i at dyrke deres egen bæredygtige havmad i en lokal forening.

Bønnerup er stadig en aktiv fiskerihavn på den nordlige djurslandske kyst, men med udgangpunkt i det Maritime Hus på havnen er der også et blomstrende maritimt miljø med alle former for blå interesser. Og om føje tid også en maritim nyttehave initieret af en flok gode folk med Anton Høgh i spidsen. Som på Falster bliver det store startskud også i form af et Ild & vand-arrangement engang i efteråret. Det nærliggende Kattegatcenter i Grenå har også meldt sig som deltagere i arrangementet, så vi også får et rigtigt godt naturformidlings-indspark med helt fra starten.

Og i Karrebæksminde, ved Susåens udløb til Storebælt er Lise Nielsen aktiv for at skabe en maritim nyttehave. Der arbejdes ihærdigt med etablering af en forening, som introduceres ved et arrangement i det tidlige efterår, hvor også de lokale naturvejledere Pia og Kari fortæller om vandkvalitet, muslinger og tangs krav til vandmiljø. Og hvorledes Smålandshavet er et ideelt sted at høste muslinger, tang og måske østers.

Man siger, at når tre danskere mødes, så danner de en forening. Det mærkes, når man kommer rundt i det ganske land. Det er lyst og engagement til at tage initiativ med den frivillige fane højt hævet.