Folkemødet 2022
Sammen med gode venner fra Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri, Plastic Change, WWF og andre forkæmpere for bæredygtig udvikling var Havhøst en del af programmet på Skonnerten Freia, der lå til kaj i Allinge under Folkemødet i 2022. Det var første gang, at Havhøst var officielt til stede på Folkemødet – og det skete med en times blandet debat og østerssmagning under overskriften “Den regenerative bølge – og hvordan vi giver den endnu mere kraft”.
Afsættet for debatten var en konstatering af, at vi befinder os lige i sammenstødet mellem 3 globale kriser: En klimakrise, en biodiversitetskrise og en fødevarekrise. De 3 hænger sammen – og forstærker hinanden med potentielt fatale konsekvenser. Oplagt er det at spørge sig selv: Hvordan påvirker disse 3 kriser vores måde at agere på som spisende mennesker? Hvad skal vi spise i fremtiden? Hvor skal vores mad komme fra?
Der er et enormt pres på vores landbaserede fødevaresystemer – der er kamp om pladsen på land. Den vilde natur trænges tilbage af vores fødevareproduktion. Og havet har vi stort set formået at tømme for fisk. Så hvad stiller vi op? Det er i hvert fald svære at se en løsning, der ikke indtænker havet. Havet, der dækker mere end 70% af planetens overflade – og er hjem for mere end 85% af vores planteliv. Havet, der producerer mere end halvdelen af al ilten på vores planet. Det store blå. For Havhøst er svaret, at vi er nødt til at udvikle produktive tilgange, der giver mere tilbage til naturen, end de tager. Det er det, vi kalder regenerativt. Det er en måde at tænke og handle på, hvor det ikke handler om at reducere vores negative impact på vores omgivelser, men om at bidrage positivt. Vi er nødt til at hele og genopbygge.
Og hvis der er noget, som vores nuværende fødevaresystem ikke er, så er det regenerativt. Under dække af at ville producere ren, billig og sund mad til masserne har vi industrialiseret vores fødevaresektor og fjernet enhver forbindelse med de naturlige logikker, som al fremstilling af mad er totalt afhængig af. At mere end en tredjedel af fødevarerne fra det industrielle fødevaresystem bliver smidt ud eller rådner op fortæller os 2 ting: At det måske ikke så effektivt som vi går rundt og tror – og at det nok er tid til at udforske meget mere lokale fødevaresystemer orienteret mod noget andet end husdyr. To tredjedele af Danmark bliver brugt til landbrug, og 80% heraf til at producere foder til vores husdyr. Kun 12 % af arealet bliver dyrket uden brug af kemiske sprøjtemidler. Enorme mængder næringsstoffer ledes ud til vores kystvande, hvor de forvandler sig til ildelugtende algesuppe og forårsager iltsvind og bundvending. Vores have forvandler vi samtidig til undersøiske ørkener ved at fjerne stenrev og bundtrawle i vores jagt på de sidste fisk.
Heldigvis har vi i havet en regenerativ supertrio: Muslinger, tang og østers, der mens de vokser forvandler alle disse problemer til sund, lækker og bæredygtig mad. Uden at de skal vandes, medicineres eller fodres. Muslinger er en mere klimavenlig fødevare end danske gulerødder! De har et super højt proteinindhold og indeholder masser af sunde vitaminer, mineraler og fedtstoffer. Og så er de smukke, lækre og sjove. Tang binder CO2 5 gange mere effektivt end planter på land – og fordi tang laver fotosyntese er det med til at blæse ilt ud i havet, hvilket modvirker den forsuringsproces, der tager livet af vores koralrev og er en kæmpe trussel mod havets fødekæder.
Havhøst er sat i verden for at fremme dyrkning af disse regenerative afgrøder i havet. Vi arbejder for at skabe mange små dyrkningsforetagender med stærk lokal forankring og lokale værdikæder – udskalering frem for opskalering – og vi arbejder både med foreningsbaseret dyrkning i maritime nyttehaver og med mere kommercielle indsatser. De snart 25 folkedrevne hav- og fjordhaver i Danmark viser vejen frem og inspirerer andre til at udvikle mere kommercielle forretningsmodeller baseret på de regenerative afgrøder. Det er kun godt. Havhøst underviser, formidler og engagerer mennesker i den regenerative dagsorden. Det gør vi i hele Danmark – og i de andre nordiske lande. Vi prikker til danskernes madkultur – og forsøger at inspirere os alle sammen til at tænke og handle mere regenerativt.
Vi takker Simon Hansen (borgmester i Guldborgsund Kommune), René Christensen (formand for Miljø og Fødevareudvalget), Sebastian Jonshøj (vicepræsident i Danmarks Naturfredningsforening), Lisbeth Plesner (Dansk Akvakultur) og Ole Lundberg Larsen (Danmarks Fiskeriforening) for deres deltagelse.