DSC04290

Fra maritime nyttehaver til et nyt kystnært haverhverv: Det arbejder Havhøst for politisk

Dyrkning af tang, muslinger og østers kan blive en ny grøn succeshistorie i Danmark. Men hvis det stærke folkelige engagement i landets maritime nyttehaver fortsat skal folde sig ud, og hvis vi samtidig skal skabe levedygtige kystarbejdspladser, kræver det, at de regulatoriske rammer følger med. Hos Havhøst arbejder vi politisk for at gøre livet lettere for både de frivillige foreninger og nye blå iværksættere, der sværger til regenerative principper.

I disse år er opmærksomheden omkring vores havmiljø større end nogensinde. Samtidig leder vi efter nye måder at producere bæredygtige og næringsrige fødevarer på uden at belaste vores økosystemer på land eller til vands. Et blandt flere svar findes lige under havoverfladen: Lavtrofisk akvakultur.

Dyrkning af lavtrofiske arter som tang, muslinger og østers kræver hverken foder, gødning eller kemikalier. Tværtimod optager afgrøderne overskydende næringsstoffer fra havet, skaber skjulesteder for småfisk og fremmer lokal biodiversitet, mens de gror. Det er regenerativ fødevareproduktion i sin reneste form.

Men reglerne på området er skrevet til en anden tid. De er ofte bøvlede for de frivillige havbønder i foreningerne og uoverstigelige for små iværksættere og kystfiskere, der ønsker at skabe en levevej til vands. Derfor arbejder Havhøst aktivt for politiske forbedringer på både forenings- og erhvervsområdet.

Bedre rammer for de frivillige foreninger og maritime nyttehaver

I dag løber de mange frivillige i de maritime nyttehaver ind i uhensigtsmæssige bureaukratiske mure, når de vil dyrke havet i fællesskab. Det vil Havhøst lave om på med tre konkrete forbedringer:

1. Ny og tidssvarende definition af hobbyopdræt

I dag defineres et hobbyanlæg ud fra en grænse på maksimalt 10 meter bæreline. Det giver sjældent mening i praksis. Vi arbejder for at omdefinere hobbyopdræt, så det i stedet afgrænses til anlæg på op til 100 m² i havoverfladen. Det giver foreningerne reel plads til at tilrettelægge deres anlæg rationelt.

2. Mulighed for registrering på CVR-nummer

I dag kan et hobbyanlæg kun registreres på et personligt CPR-nummer – ikke på et CVR-nummer. Det betyder i praksis, at en frivillig forening ikke kan stå som officiel ejer af sit eget anlæg; ansvaret skal placeres hos en enkeltperson. Det er ufleksibelt og skaber uklarhed. Vi arbejder for, at foreninger kan registrere deres hobbyanlæg direkte på foreningens CVR-nummer.

3. Flere arter på samme hobbytilladelse
I dag må der på en hobbytilladelse kun dyrkes blåmuslinger. Men mangesidig havdyrkning er både sjovere og mere pædagogisk. Vi arbejder for, at man på en hobbytilladelse får mulighed for at dyrke både muslinger, tang og østers på samme anlæg.

Tre politiske greb for et levedygtigt kystnært erhverv

Sideløbende med arbejdet for foreningerne kæmper Havhøst for, at det folkelige engagement fra nyttehaverne kan fungere som rugekasse for et nyt, kystnært “cross-over” erhverv for bl.a. kystfiskere. Det kræver politisk handling på tre områder:

1. Genåbning for ansøgninger og smidig bekendtgørelse
Sagsbehandlingen af nye anlæg til bløddyr har i årevis været sat i bero. Fiskeriaftalen fra 2025 har slået fast, at der skal genåbnes for nye ansøgninger, men den praktiske udmøntning mangler fortsat. Vi arbejder for en hurtig genåbning samt en ny bekendtgørelse, der sikrer lempelige og smidige godkendelsesveje tilpasset små, multitrofiske anlæg.

2. Finansiering af ugentlige åbningsprøver for småbrug
For at høste muslinger og østers til konsum kræves en ugentlig åbningsprøve. Prisen for denne kontrol er den samme, uanset om man har et mikro-anlæg på 2 hektar eller et industrielt storskalabrug på 100 hektar. Da omkostningen påhviler producenten 100 %, fungerer reglerne som en uoverstigelig økonomisk stopklods. Vi foreslår en støtteordning til åbningsprøver for småskala-producenter, finansieret af puljen til lavtrofisk omstilling fra Fiskeriaftalen 2025.

3. Østers som økonomisk løftestang for tang
Tangmarkedet er fortsat i en opbygningsfase, mens østers er en velkendt højværdiafgrøde, der kan sikre en lille producents bundlinje fra dag ét. Vi foreslår en bagatelgrænse for mikro-anlæg (f.eks. op til 4 hektar), hvor man på en tangtilladelse får dispensation til at dyrke op til 40 % toskallede bløddyr (østers/muslinger) som økonomisk løftestang.

Visionen: En mangfoldig og bæredygtig havhavekultur

Målet med vores politiske arbejde er at skabe en stærk og mangfoldig havdyrkningskultur i Danmark – fra engagerede lokale foreninger til bæredygtige, kystnære erhvervsanlæg. Et erhverv og en fritidsbevægelse, der renser havmiljøet, styrker kystkulturen og leverer sunde, lokale fødevarer.

Vil du vide mere om vores politiske arbejde? Kontakt Joachim Hjerl på joachim@havhoest.dk.