Langelands Efterskole, Vores sted 6

Nyt høsttårn i Rudkøbing Havn gør havdyrkning nemt for alle

Rudkøbing Havn har fået en ny, (blå)grøn attraktion. Et nyt høsttårn gør det enkelt at dyrke blåmuslinger og tang direkte fra havnens eksisterende broer og platforme. Projektet er et pilotforsøg, der skal gøre regenerativ havdyrkning tilgængelig for lokale kystfællesskaber.

Hvad er et høsttårn egentlig?

Et høsttårn er en hejseanordning, der gør det nemt at hive dyrkede muslinger op af vandet til besigtigelse eller høst. Det fleksible design betyder, at tårnet kan monteres på eksisterende infrastruktur, hvilket sparer både plads og ressourcer sammenlignet med større anlæg. Det gør det meget lettere for lokalsamfund, foreninger og kystkommuner at komme i gang med at dyrke regenerativ mad i havet.

Selvom høsttårnet ikke er en helt ny opfindelse, er metoden, hvor vi monterer det på eksisterende infrastruktur, ny. Claus Andreasen fra NBC Marine, der har bygget tårnet, fortæller:

»Da vi fik opgaven med at bygge høsttårnet i Rudkøbing, var vores fokus at tilpasse en eksisterende tårnkonstruktion, så etableringen blev langt mere fleksibel og tilgængelig. Det var afgørende for os at skabe en løsning, der er holdbar i det maritime miljø, men som samtidig er nem at montere direkte på eksisterende infrastruktur. Det gør det muligt at bringe regenerativ havdyrkning ud til langt flere kystnære områder.« 

— Claus Andreasen, NBC Marine

Men høsttårnet handler om mere end blot fødevareproduktion. Det er tænkt som et nyt samlingspunkt på havnen i Rudkøbing – et sted, hvor borgere, skoleelever og besøgende kan mødes om læring, fællesskab og handling på bæredygtighedsområdet.

I Langeland Kommune glæder man sig over det nye tiltag på Rudkøbing Havn:

»Høsttårnet i Rudkøbing er et fremragende eksempel på, hvordan vi kan skabe nyt liv i vores havnemiljøer og samtidig give både borgere, elever og besøgende en helt konkret berøring med bæredygtighed og havets ressourcer. Det tætte samarbejde mellem lokale kræfter og dygtige aktører viser, hvad vi kan opnå på Langeland, når vi løfter i flok. Vi glæder os meget til at følge tårnets betydning for både havnemiljøet og fællesskabet.«

— Tonni Hansen, borgmester i Langeland Kommune

Det skal summe af liv og læring på kajen

Langeland Efterskole spiller en hovedrolle i at drive høsttårnet. Skolen bruger det aktivt i undervisningen, og tårnet danner rammen om lokale arrangementer. Ved indvielsen i september kunne naboer få en rundvisning og smage på muslinger, tang og andre lækkerier lavet over bål.

Det var en rigtig god dag, hvor vi og vores naboer kom tættere på hinanden og havet. Vi glæder os til mange flere af den slags stunder – med masser af læring og samvær – ved vores nye høsttårn.  

— Michael Thagaard, forstander på Langelands Efterskole

Et koncept til hele Danmark

Tårnet i Rudkøbing fungerer som en premiere, der skal bane vejen for lignende initiativer landet over. Havhøst har udviklet en samarbejdsmodel med afsæt i erfaringer fra Holbæk Kommune, som giver kystkommuner redskaber til at fremme blåt foreningsliv, marin undervisning og iværksætteri. Målet er at gøre det let for andre at følge i fodsporene på Rudkøbing.

Arbejdet med høsttårnet i Rudkøbing er støttet af Landdistriktspuljen.