Havhøst i Norden II
Netværksprojektet Havhøst i Norden II (2023-2024) har fokus på at videreudvikle det nordiske netværk, der blev etableret i pilotprojektet Havhøst i Norden (2020-2021).
Pilotprojektet viste, at der er et åbenlyst potentiale og et stort momentum for regenerativ havdyrkning i Norden. Sammen med de to nordiske partnere i projektet, svenske Göteborgs Universitet og finske Aktion Österbotten, vil Havhøst arbejde for at udvide det nordiske netværk gennem aktivering, facilitering, koordinering og formidling af viden og erfaringer med regenerativ havkultivering mellem de nordiske lande.
Det overordnede mål er at stimulere den regenerative havdyrkning af fødevarer og derigennem markere Norden som foregangsregion for en regenerativ bevægelse, der kan være en del af løsningen på den globale klima-, fødevare- og biodiversitetskrise.
Projektets mål er at skabe fællesnordiske løsninger, der demonstrerer styrken i den regenerative havdyrkning baseret på stærk involvering af de lokale civilsamfund. Projektet har fokus på ikke-kommerciel dyrkning og de muligheder, der er for at skabe netværks- og formidlingsaktiviteter samt småskala kommercielle spin-offs i tilknytning hertil.
Tilgangen er udskalering fremfor opskalering, så flere mennesker får mulighed for at komme i kontakt med og drage nytte af den regenerative kultivering – og få stimuleret deres interesse for havet og de marine økosystemer. Ved at aktivere mange små havhaver på forskellige steder med uens økologiske forudsætninger, øges den samlede kundskab.
Hver eneste maritime nyttehave vil fungere som et testlaboratorium i sit givne havmiljø. Gennem udveksling af erfaringer og viden i det nordiske netværk forøges og spredes den samlede mængde af viden om regenerativ havdyrkning på tværs af Norden.
Projektet skal føre til, at der i Norden er etableret et stærkt og velkonsolideret fagligt fællesskab mellem organisationer, myndigheder, universiteter, formidlingsinstitutioner, skoler, iværksættere og lokale ildsjæle baseret på regenerativ havdyrkning.
Hovedfokus ligger på at facilitering af netværksaktiviteter samt tilstedeværelse på relevante events.
Det første netværksmøde for Havhøst i Norden blev afholdt i april 2022 med deltagelse af ca. 30 personer fra 19 nordiske organisationer og virksomheder fra 5 nordiske lande og regioner. Som opfølgning på dette første netværksmøde, vil der blive arrangeret nordiske netværksmøder i 2023 (i Sverige) og i 2024 (i Finland). Derudover afholdes regionale formidlingsevents i Danmark, Finland og Sverige.
For at fremme den internordiske forståelse og for at øge kundskaberne til nomenklaturen omkring regenerativ havkultivering, bliver der udarbejdet en digital ordliste på dansk-svensk-norsk.
Netværket Havhøst i Norden er for alle nordiske aktører, der ønsker at arbejde for at fremme den regenerative havdyrkning med fokus på det lokale civilsamfund og ikke-kommerciel dyrkning såvel som kommerciel små-skala dyrkning og fremtidens iværksættere.
I Danmark har Havhøst vist, hvordan det er muligt at engagere indbyggerne i de danske kystbyer i bæredygtig kultivering af havet. Der er nu 24 maritime nyttehave-foreninger i Danmark med en stærk lokal forankring. Foreningerne har medlemmer i alle aldersgrupper og er knyttet sammen i Havhøst-netværket, der både hjælper nye initiativer i gang og sikrer videndeling og erfaringsudveksling mellem de aktive haver. Mere end 1.000 frivillige havbønder skubber nu på for en blå bæredygtighedsdagsorden ved at kultivere blåmuslinger, tang og østers i lille skala, og tusindvis af skolebørn har været igennem et af Havhøsts undervisningsforløb med fokus på havets økosystemer, cirkulær ressourceudnyttelse og fremtidens fødevareforsyning.
Netværksprojekterne “Havhøst i Norden” er blevet til med støtte fra Nordisk Ministerråd.
For mere information om projektet, kontakt venligst Joachim Hjerl.