12: Hvordan bruges tang som ingrediens?

Øvelse-12

Øvelseskort #12

Emner:
Tilsætningsstoffer
Tangens egenskaber
Algeprodukter
Carrageen
Alginat
E-numre

Varighed:
20-30 minutter

Læringsmål:
Eleverne har viden om og kan identificere tilsætningsstoffer baseret på alger og tang i en række fødevarer og andre produkter.

Eleverne har viden om og kan diskutere
potentialerne i algers egenskaber i fødevarer.

Eleverne kan reflektere over forskellen på tang i fødevarer som hhv. smagsgiver og tilsætningsstof.

Baggrund

Selvom vi ikke tænker over det, så er de fleste af os i kontakt med tang eller alger hver dag. Man bruger nemlig tang som tilsætningsstof som stabilisator eller fortykningsmiddel i alverdens produkter – også nogle, hvor man ikke er ude efter smagen, bl.a. bliver tang brugt i vingummi og tandpasta. Og i is, hvor tangen får isen til at smelte langsommere. Nogen mener endda, at tangen har forskønnende egenskaber og bruger det i ansigtsmasker og andre skønhedsprodukter. Ofte kan du finde tang på ingredienslisterne bag på de mest overraskende produkter, hvis du ved hvad du skal lede efter. De gemmer sig bag E-numrene 401-407 eller ordene carrageen, carrageenan, alginsyre, calciumalginat og alginat.

Det skal du bruge (pr. gruppe)

En kasse med forskellige produkter (10-12 stk. i alt). Brug en blanding af produkter, der indeholder tang som tilsætningsstof, tang som smagsgiver og en række produkter, der slet ikke indeholder tang (som en slags kontrolprøver til undersøgelsen).

Eksempler på produkter, der indeholder tang som tilsætningsstof uden smag:

  • Tandpasta fra Zendium
  • Laktosefri flødeost
  • Laktosefri madlavningsfløde
  • Kakaomælk fra Mathilde
  • Håndcreme fra Nivea
  • Is fra Ben & Jerrys

Eksempler på produkter, hvor tang er hovedingrediens eller bliver brugt som smagsgiver:

  • Tangsennep eller pesto fra Dansk Tang eller Nordisk Tang
  • Nori-tangplader
  • Tangchips fra Seaman eller Wavy Wonders
  • Tangøl fra Rise Bryggeri

Proces

  1. Begynd med en rundspørge blandt eleverne om hvem, der har prøvet at smage tang. Måske har mange smagt tang i sushi, og nogle har sikkert smagt tangchips. De færreste af eleverne ved, at de sikkert indtager tang hver dag.
  2. Lad derefter eleverne gå på opdagelse i hver deres kasse med produkter.
  3. Når de har orienteret sig lidt i kassen, kan du dele arbejdsarket ud, hvor der står hvilke E-numre, der dækker over tang.
  4. Lad nu eleverne sortere deres produkter i dem, som har tang i sig, og dem, der ikke har.

Refleksionsspørgsmål

  • I hvilke produkter bruges tangen som en smagsgiver? I hvilke produkter er tangen et tilsætningsstof med andre egenskaber end smag?
  • I de tilfælde, hvor tangen bliver anvendt som smagsgiver, hvad bidrager den så med? Smag på produktet og se, om I kan identificere tangsmagen.
  • I de tilfælde, hvor tangen ikke bliver anvendt som smagsgiver men som tilsætningsstof, hvad bidrager den så med?

Undervisningsmaterialer:

Kombinér evt. med:

Printvenlig version: