Ild & vand tager form
Vi elsker fællesskabet, men når verden kalder på fysisk distancering, så retter vi selvfølgelig ind. Heldigvis har forårsvejret vist sig fra sin allersmukkeste side, og det fik Havhøsts gastronomiske naturvejleder til at bruge en håndfuld dage i udekøkkenet for at udvikle opskrifter til sensommerens Ild & vand-arrangementer. Det er blevet til ti retter med udgangspunkt i den hellige treenighed af muslinger, tang og østers. Inden længe er vi klar til at sende opskrifterne i omløb, så I selv kan få svitset hårene af skinnebenene, når I griller blåmuslinger og rager østers ud af gløderne.
I kan selvfølgelig også bare lade os gøre det for jer, hvis I dukker op til et af vores Ild & vand-arrangementer i sensommeren. Der er ikke mindre end 25 af dem, fra Lemvig over Guldborgsund og til Tejn på Bornholm. Alle arrangementer afholdes af lokale værter, der brænder for at sætte havets bæredygtige råvarer på menuen i deres by.
Ved ti arrangementer kan I møde bålkokken Nicolai Tram, der sammen med vores egen naturvejleder Bodil Sofie Espersen inviterer gæsterne ind i varmen fra bålet og fortæller om teknikker og råvarer og deler gode historier fra de danske farvande.
Ikke to arrangementer er ens
Hvert arrangement er formet af, hvad der rør sig netop dér, hvor det afholdes. Fælles for alle arrangementerne er, at de bliver afholdt af mennesker, der dyrker – eller gerne vil dyrke – havet, og at historien om råvarerne bliver formidlet på kysten, i flammernes skær.
I kan blandt andet glæde jer til Ild & vand i Svendborg 12. september, hvor alle kan komme med ud på det lave vand – i waders eller i våddragt og høste blåmuslinger og tang, stryge rejer og tømme garn. De gode folk i Svendborg har anlagt en blå skolehave, så interesserede børn og voksne kan tage del i arbejdet i muslingemarken.
Holder du til på Sjælland kan du tage til Ishøj Strand 19. september, når lokale havbønder sætter fokus på tang og alle de egenskaber, det gemmer på. Glæd dig til tangsafari, tangtryk, smagsprøver på tang og oplæg fra nogle af landets førende tangeksperter.
På Lolland, nærmere bestemt Guldborg, bliver der Ild & vand på stranden med udsigt i forbindelse med Vegvisir-ræset, en international sejlkonkurrence og lokalt tilløbsstykke, der sejler helt tæt forbi kysten 4. september. Her kommer lokale delikatesser på menuen – sortmundet kutling, strandkrabber og blæretang samt alle de vilde strandurter, der er i området. I skal selv være med til både indsamling og tilberedning, og vi spiser sammen på stranden mens sejlskibene farer under Guldborgssundbroen.
Vi har mange flere arrangementer i ilden, og vi glæder os til at offentliggøre det fulde program i løbet af maj. Indtil da bliver vi i udekøkkenet – følg med på Instagram, hvis du vil inspireres til coronasikkert måltidsmageri over åben ild.