Middelfart kommer snart på kortet!
Fra Naturpark Lillebælt kom der i sommeren 2019 en henvendelse om mulighederne for at etablere en maritim nyttehave. I første omgang i Middelfart. Efter en meget positiv proces med udgangspunkt hos naturvejlederne i Naturcenter Hindsgavl blev der i efteråret 2019 først afholdt et større informationsarrangement.
Formand Bernt fra Kerteminde Maritime Haver fortalte på arrangementet engageret om, hvordan de var kommet i gang og noget om livet i en særdeles aktiv forening med fokus på dyrkningen af muslinger til eget forbrug. Initiativet blev fulgt op på Naturcenter Hindgavl i november, hvor naturvejleder Annette Weiss både fortalte om muslingens liv og levned, men også lod det lille, fine skaldyr træde ind på scenen. Her viste hun, hvad muslingen er i stand til med et lille filtreringsforsøg.
Senere stod muslingerne igen for skud, da de blev tilberedt og serveret som udsøgte smagsprøver, som nok kunne få Fynboerne til at trække på smilebåndet. Mens skaldyrene blev spist, gik Thomas fra den nyetablerede Vejle Fjordhave på talerstolen og fortalte om alle fornøjelserne ved opstart af en nyttehave; men også lidt om de erfaringer med edderfugleangreb, som Fjordhaven desværre har været udsat for.
Netværkskoordinator Hardy Jensen tog senere forsamlingen en tur rundt om de aktive nyttehaver i Danmark og sluttede af med tips og råd til at komme i gang. En initiativgruppe blev straks etableret, som her først i det nye år arbejder med vedtægter for den kommende forening, men også allerede lægger planer for etableringen af en bælthave i Lillebælt.
Initiativgruppen arbejder konkret på stiftelsen af Middelfart Bælthave i marts.
Læs mere om den kommende forening i Middelfart lige her