Nordisk netværkstræf for regenerativ havdyrkning
Mandag til onsdag d. 2.-4. oktober
Tjärnö Marina Laboratorium, Sverige
Det fulde program er nu klar til tre dage i Tjarnø fyldt med viden og aktiviteter.
På Tjärnö i Sverige kan du d. 2.-4. oktober 2023 komme med til nordisk netværkstræf for regenerativ havdyrkning. Her vil repræsentanter fra Göteborgs Universitet tage imod os på Tjärnö Marina Laboratorium, til tre dage fyldt med inspiration, hvor der vil blive delt konkrete erfaringer om regenerativ dyrkning i de nordiske have, elve og vanddrag.
Hele træffet indledes med interview af Bren Smith fra GreenWave, hvor der efterfølgende vil være Q&A. Som den mest toneangivende person i verden indenfor regenerativ havdyrkning er Bren Smith med os direkte fra USA, hvor Green Wave arbejder med at udbrede regenerativ havdyrkning, for både at skabe nye jobs og beskytte vores sarte økosystemer.
Et andet hovedpunkt på programmet er, at vi begynder arbejdet med et nordisk manifest for regenerativ havdyrkning.
På det nordiske netværkstræf skal vi også høre fra det nordiske netværk – 10 af de deltagende aktører vil i løbet af programmet tirsdag d. 3. oktober præsentere deres aktiviteter.
De ti aktører, der præsenterer deres arbejde er: Kivik Tång (SE), Marint centrum (SE), Under Ytan (Åland), Marinreparatørene (NO), Kerteminde Maritime Haver (DK), Koastal (SE), Urban Ocean (NO), Souto Ocean Culture (SE), Stigfjordens andelsodlingar (SE) og Oslo Badstueforening (NO).
Udviklingen omkring den regenerative havdyrkning går hurtigt i Norden, og de 10 aktører repræsenterer alle forskellige stadier og forhold i denne udvikling. Nogle har været i gang i mange år, andre er lige begyndt, og andre igen er på vej til at starte op. Det bliver helt sikkert inspirerende!
Det nordiske netværkstræf finder sted på Tjärnö i næste uge, d. 2.-4. oktober og har godt 30 deltagere fra Danmark, Finland, Norge, Sverige og Åland.
Download det fulde program herunder.
Træffet er en del af projektet Havhøst i Norden og er samtidig kick-off for projektet Cool Blue.