Mens vi venter på revolutionen
Den såkaldte “Fiskerikommission” med Lars Barfoed i spidsen udkom kort før jul med sine længe ventede anbefalinger til, hvordan vi som samfund fremover skal forvalte vores hav som spisekammer. Hvad stiller vi op med vores fiskeri – og vores fiskere. Der er desværre ikke lagt op til en revolution, så Havhøsts arbejde er vigtigere end nogensinde.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi havde håbet på et ambitiøst og nytænkende indspil til vores politikere, hvor den historiske krise, som vores havmiljø befinder sig i, blev klart afspejlet. I stedet fik vi stort set business as usual med et meget klart aftryk fra de toneangivende erhvervsinteresser, der forsøger at fastholde en forestilling om, at vi også fremover skal basere vores marine fødevareforsyning helt og holdent på vilde fiskebestande. Den tænkning har ikke fremtiden for sig.
Fiskerikommissionens rapport indeholder en masse om klimaneutrale fiskefartøjer, CO2-afgifter og forvaltningstekniske justeringer. Man vil også gerne skyde nogle sæler og havfugle, hvis indhug i fiskebestandene for alvor kan mærkes nu, hvor der er så få fisk tilbage i havet. Og så synes man, at landbruget skulle udlede mindre kvælstof til vores kystvande. Det er svært at være uenig i de elementer, men store spørgsmål står ubesvaret hen. Spørgsmål, hvis svar kunne lede os i en ny retning i vores tilgang til havet som spisekammer.
Rapporten forholder sig slet ikke til vores madkultur, der allerede er under forandring i en mere plantebaseret retning – en udvikling, der drives frem af valg truffet af unge mennesker, som skal leve med konsekvenserne af deres forældres dårlige beslutninger. Et uomgængeligt spørgsmål er jo, hvad vi egentlig skal spise fremover? Og hvordan vi sikrer os, at de fødevarer, vi høster fra naturen, er med til at genskabe balance i økosystemerne fremfor at tære yderligere på planetens grundkapital.
Der er på de 331 sider ikke et ord om at skabe incitamenter for at kombinere fiskeri med dyrkning af afgrøder, der aktivt kan hjælpe vores havmiljø på fode igen. Regenerative afgrøder, der kan forvandle uønskede næringsstoffer til delikat og sund mad til mennesker. Afgrøder, der tilbyder nye levesteder til havets hjemløse organismer – og en levevej for en ny generation af havhøstere, der kombinerer skånsomt kystfiskeri med små havmarker, hvor tang, østers og muslinger dyrkes side om side.
Det er nok naivt at tro på, at fiskerikommissionens anbefalinger vil give anledning til den revolution, som vi – og havet – reelt har brug for. Et paradigmesskifte, hvor vi åbent og ærligt tager udgangspunkt i overlappet mellem naturens og menneskets interesser, når vi skal tilrettelægge vores fødevareproduktion.
Det betyder, at Havhøst får rigeligt at gøre i 2024. Vi har en stor opgave i helt konkret at vise vejen frem sammen med de mange dyrkningsforeninger, der er skudt op langs de danske kyster og sammen med lokale kystfiskere, der har mod på en ny retning. På europæisk plan har man indset nødvendigheden af en regenerativ tilgang, og Havhøst-modellen spreder sig nu til landene omkring os. Så selvom Fiskerikommissionen ikke blev det tiltrængte rygstød for den regenerative bevægelse, som vi havde håbet på, så fortsætter vi vores arbejde. Et skridt ad gangen.