Indkaldelse til årsmøde 2019

Mandag 17. juni kl. 17 til 20.30 afholder den selvejende institution Maritime Nyttehaver årsmøde. Det bliver et sted i København (sandsynligvis Vesterbro eller Sydhavnen). Lokationen er ikke 100% på plads endnu, men de, der melder sig til årsmødet, får direkte besked i god tid.

Årsmødet bliver på mange måder ligesom de foregående år med halvanden times møde og derefter madlavning, spisning og oprydning. Vi skal gennemgå årets aktiviteter og økonomi, men der er en vigtig forskel i år i forhold til tidligere. Vi skal nemlig tage stilling til et nyt sæt vedtægter! Udkastet til nye vedtægter indstilles af den siddende bestyrelse, men skal godkendes af vores medlemmer på årsmødet.

Hvad foregår der?

En af de mest synlige konsekvenser af de nye vedtægter (hvis de bliver vedtaget) er, at den selvejende institution Maritime Nyttehaver skifter navn til “Havhøst”. Det er en direkte konsekvens af en beslutning i bestyrelsen om at forfølge en strategi om at gå fra at være en københavnsk orienteret organisation til at være en landsdækkende udviklings- og interesseorganisation for maritime nyttehaver. Vi var i sidste uge med til at stifte en ny forening ved navn “Maritime Nyttehave København”, hvilket nok for de fleste vil give god mening i den forbindelse.

Hvis din store drøm er at være med i et dyrkningsfællesskab med base i København, så skal du derfor melde dig ind i den nye forening “Maritime Nyttehaver København”. Det gør du ved at skrive en mail til formanden Kjeld Christensen på kjeldmail@gmail.com. Kjeld er mangeårigt medlem af Maritime Nyttehaver og kan også være behjælpelig med at svare på spørgsmål om den nye forening.

Selvom Havhøst (altså den organisation, du er medlem af, hvis du har modtaget en invitation på mail) fremover vil have hele landet som sit arbejdsområde, så holder vi fast i den nuværende struktur med støttemedlemmer, der har udpegningsret til bestyrelsen. Vi kommer også fortsat til at invitere vores støttemedlemmer til årsmøde og til et par årlige arbejdsdage på vores formidlings- og undervisningsplatform i København. Men vi tænker at udvide aktivitetspaletten med mere faglige arrangementer i løbet af året – og det hele kommer måske ikke til alene at finde sted i København. (Hvem sagde østerstur til Vadehavet? En rundvisning på Middelgrundsfortet? Eller et foredrag om sensorik og smag?)

Så konklusionen er, at du kan vælge at melde dig ind i foreningen Maritime Nyttehaver København og/eller fortsat være støttemedlem af den selvejende institution Havhøst. Det er op til dig. En af de nærmeste dage udsender vi (altså Havhøst, der indtil årsmødet hedder Maritime Nyttehaver) opkrævning af kontingent for 2019, og vi håber selvfølgelig, at mange af vores nuværende medlemmer vil fortsætte med at støtte os. Det er nemlig mere afgørende end nogensinde før, at vi har medlemmer, der bakker op om vores arbejde.

Tilbage til årsmødet

Vi byder som altid på mad på årsmødet – og der vil være mulighed for at købe vin og øl til en fornuftig skilling. Men man får kun lov til at være med til spisningen, hvis man også kommer til mødet. Dagsordenen for selve mødet ser sådan ud:

  1. Valg af dirigent og referent
  2. Ledelsens beretning
  3. Gennemgang af Maritime Nyttehavers regnskab og økonomiske forhold jvf. årsrapport 2018
  4. Spørgsmål til og afstemning om de af bestyrelsen udarbejdede vedtægtsændringer
  5. Valg af bestyrelsesmedlemmer
  6. Information om den nye dyrkningsforening “Maritime Nyttehaver København”
  7. Eventuelt

Valg til bestyrelsen

Ifølge de gældende vedtægter skal vores bestyrelse bestå af mellem fem og syv personer, og vi er forpligtet til at sikre, at følgende kompetencer er til stede i bestyrelsen: Bred indsigt i maritime forhold, forvaltning, miljø, jura, økonomi og erhvervsdrift.

Ingrid Hartelius Dall og Jens Heding blev i 2018 valgt til bestyrelsen for en periode på to år og er derfor ikke på valg. Som følge heraf skal der på årsmødet vælges mellem tre og fem personer til bestyrelsen. Halvdelen af disse skal vælges af støttemedlemmerne, mens den anden halvdel udpeges af bestyrelsen (ved ulige antal er det ifølge vores vedtægter den siddende bestyrelse, der udpeger det sidste medlem).

Den siddende bestyrelse skal derfor udpege mindst to bestyrelsesmedlemmer. Disse to bliver Laura Storm (det er hende her) og Peter Gravlund (der er ham her). Det bringer bestyrelsen op på fire medlemmer. Støttemedlemmerne har på årsmødet som følge heraf også mulighed for at udpege to medlemmer. I den forbindelse har de to nuværende bestyrelsesmedlemmer Kirstine Rask Lauridsen og Lars Lusenberg meddelt, at de ønsker at genopstille til bestyrelsen. De er begge på valg i år, da deres 2-årige bestyrelsesperiode slutter.

Bemærk, at bestyrelsen efter årsmødet vil have mulighed for at udpege et ekstra bestyrelsesmedlem, så det samlede antal bestyrelsesmedlemmer når op på syv.

Overvejer du selv at stille op til bestyrelsen, så ring eller skriv gerne til vores bestyrelsesformand Laura Storm (23282483 eller storm.lauras@gmail.com), der kan fortælle mere om bestyrelsesarbejdet og hvad det indebærer.

Skriv senest 1. juni til Joachim, hvis du vil deltage i årsmødet, så vi kan planlægge indkøb: joachim@maritimenyttehaver.dk.

Vi håber på at se dig!

De bedste hilsner,
Joachim, Bodil og bestyrelsen