1000041349

Tangnørderi for havhaver

Tænk, hvis vi en dag kan lave nordisk sushi med tang og fisk fra Danmark. Den drøm lever fortsat! For at realisere den, skal vi lære mere om hvordan man dyrker Noritang i Danmark. I den anledning mødtes gode folk fra en række maritime nyttehaver på en regnfuld september eftermiddag, for at lære mere om podning af tang. 

Det blev et par timer med fuld skrald på nørderiet og masser af engagerede spørgsmål i flotte og helt særlige omgivelser. For seancen fandt sted i Dansk Tangs spritnye tangklækkeri, der er indrettet i et baderum på det tidligere sindssygehospital, nu kulturpark, Anneberg. Under hvælvede lofter og med fortidens smukt patinerede klinker på væggene, står tankene med nøje indstillet lys og temperatur nu side om side for at frembringe såliner med forskellige tangtyper. Det oplagte sted til et deep dive på tangpodning.

Peter Schmedes fra DTU Aqua lagde ud med at fortælle om Noritangs noget komplicerede forplantningscyklus. Og om, hvordan vi er ved at lære, hvornår vi kan blande os på det helt rigtige tidspunkt for at pode vores såliner med levedygtige Norisporer.   

Det er ikke lige til, og det kræver tålmodighed. Men de mestrer kunsten i østen, så vi skal nok også lære det for vores hjemmehørende Noriart.

Deltagerne fik også selv tang i hænderne, da de, under kyndig vejledning fra Simon fra Dansk Tang, skulle prøve kræfter med at pode liner med sukkertang. Der blev klippet i tangvæv, talt sporer under mikroskop, lavet komplicerede udregninger for at fastslå sporetætheden og sprittet hænder for at undgå kontaminering. Tiden vil vise, om indsatsen bærer frugt og ender i brugbare såliner. 

Som en ekstra krølle på historien, er de liner, som deltagerne podede, plastikfri. De er lavet af cellulosefibre fra fx majs og er bionedbrydelige. Det kan vise sig at være et problem i forhold til holdbarhed af rebene. Men lige præcis den her type reb har vist positive resultater på testdyrkning af tang andre steder i verden. Så nu laver vi en lille test i Danmark. For det ville jo være endnu mere fantastisk, hvis vi kunne slippe for at anvende plastikbaseret grej til vores havdyrkning.   

Eftermiddagen i noritangens tegn er den del af projektet NyeTangArter, der er støttet af Den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond.