Minister for tang og muslinger
Da folketingsvalget blev udskrevet 7. maj gik rigtig mange ure i stå. For Havhøsts vedkommende betød det, at vores gode dialog med daværende fiskeriminister Eva Kjer Hansen blev sat på pause – og at de skibe, vi sammen var i gang med at sætte i søen, måtte sejles tilbage i havn. En ny minister – Mogens Jensen – er nu på plads, men hvad betyder det mon for alle os, der gerne ser maritime nyttehaver udbredt til hele landet?
Eva Kjer Hansen nåede som sin sidste embedshandling at sende et direkte brev til borgmestrene i alle landets 76 kystkommuner med opfordring om at indtænke maritime nyttehaver i planlægning af kystzonen. Hun tog desuden initiativ til et møde om national udbredelse af maritime nyttehaver med deltagelse af kommuner, organisationer og andre interessenter – jernet var glødende varmt, og pludselig stod tiden stille.
Da Mogens Jensen trådte til som ny minister, var det umuligt at forudsige, om han ville se det samme lys i maritime nyttehaver som sin forgænger. Men med sit fokus på stærke fælleskaber og bæredygtighed var det ikke svært at se, hvordan maritime nyttehaver kunne flugte med en socialdemokratisk linje – især ikke efter et klimavalg.Sidst i november inviterede Mogens Jensen Havhøst til møde på Slotsholmen for at drøfte, hvordan han kunne støtte op om de maritime nyttehavers videre udbredelse – et virkelig positivt møde, der indtil videre har resulteret i, at Havhøst er inviteret til at deltage i en proces omkring smidiggørelse af regelsættet for både etablering og drift af foreningsbaserede maritime nyttehaver.
Justering af regelsættet
Det lovgrundlag, vi har i dag, er udformet med udgangspunkt i større havanlæg, der skal producere fødevarer til kommerciel omsætning – ikke til foreninger, der bare skal dyrke lidt muslinger, tang og østers til eget forbrug. Flere forskellige myndigheder er involveret i udstedelsen af tilladelser, og det tager alt for lang tid at behandle ansøgninger. Desuden skal foreningerne deponere et større beløb som sikkerhed for det tilfældes skyld, at der indtræder en konkurs – af åbenlyse grunde ikke et aktuelt tema for ikke-kommercielle foretagender. Der er flere andre hjørner i regelsættet, som vi glæder os til at slibe af i den kommende tid, så vi kan få et grundlag, der virker motiverende for nye initiativtagere til bæredygtige maritime nyttehaver langs de danske kyster.
Ministerbesøg i Nykøbing
Ministeren har desuden takket ja til en invitation fra Havhøst om at besøge den maritime nyttehave i Nykøbing Mors – ministerens egen valgkreds. Det regner vi med bliver i juni måned, og vi håber, at ministeren ved den lejlighed bliver lige så forelsket som sin forgænger i alle de positive bidrag en maritim nyttehave kan levere til alt fra havmiljø, kystkultur og lokale fællesskaber til klima, undervisning, madkultur, sundhed og generationsmøder. For Eva Kjer Hansen var et besøg hos lokale ildsjæle i Sønderborg med til at vække hendes lyst til at støtte op om udbredelse af maritime nyttehaver til hele landet – måske det samme sker for Mogens Jensen.
Maritime nyttehaver i hele norden
I 2020, hvor Danmark har formandskabet i Nordisk Råd, med netop Mogens Jensen for bordenden, så er det ikke svært at forestille sig, at maritime nyttehaver baseret på Havhøst-modellen kunne blive et nordisk anliggende. Der er ihvertfald ikke noget synligt til hinder for, at vi inspirerer vores nordiske brødre og søstre til at etablere maritime nyttehaver langs deres kyster med fokus på foreningsbaserede fællesskaber, undervisning, formidling og potentielt lokalt forankrede kommercielle spinoffs med et stærkt fokus på bæredygtig anvendelse af vores spiselige marine ressourcer.