Små, simple og seje systemer – og de store syge

Havhøst er født ud af et ønske om at etablere lokale produktions- og omsætningsmuligheder for bæredygtige fødevarer fra havet. Havhøst er bundet til konkrete steder. Vi beskæftiger os med stedbundne potentialer – små, simple omsætningssystemer.

Men hvis der er én ting, corona-virussen har åbenbaret for os, så er det, at vi lever i et system af systemer. Systemer, der er indlejret og indfiltret i hinanden på en sådan måde, at fornemmelsen af tid og rum til tider helt forsvinder. Kompleksiteten er ufattelig – det simple en illusion. Alting er forbundet på en myriade af måder, og de mest mystiske ting står i konstant forbindelse med hinanden. Fra en slagter, der måske svinger sin blodige kniv lidt for nonchalant på et gademarked i Kina, til en norsk krone i frit fald. Verden hænger – på godt og ondt – sammen, og det giver desværre en virus som corona let spil. Billedet af sommerfuglen, der slår med vingerne i Brasilien og forårsager en tornado i Texas, er blevet overhalet af virkeligheden.

Spøgelset i maskinen

Men corona er ikke bare en virus, der bemægtiger sig menneskekroppene. Det er også en virus i det globale styresystem – den hyperkomplekse infrastruktur, der styrer alle strømme af varer, mennesker og idéer på planeten jorden, og som betragter enhver friktion som et onde. Et styresystem, der er født ud af kapitalismens umættelige appetit og forrygende evne til at skabe verden i sit billede, men som nu har vist en fatal sårbarhed. Vi vidste nok godt, at der i teorien var huller i osten, men al teori er nu blevet smertefuldt virkelig for mennesker over hele kloden.

Det er lykkedes for den globaliserede kapitalisme at reducere tid og rum til parenteser – det må vi erkende. Den behøvede bare at lokke med fine forbrugsvarer, store spisekøkkener og mindst to biler per husstand. Sejren er enorm og total, men måske var det en pyrrhussejr. Måske er vi nødt til at generobre rummet – uden at sætte os ind i en rumraket. Rummet rundt omkring os. Men kan man sige det uden at placere sig i mørkemandens sted? Er det ikke kun de bagstræberiske, de fremtids- og teknologifjendske, de nationalromantiske, der indtager sådan en position? Kan man overhovedet stille spørgsmålstegn ved teknologiens velsignelser og globaliseringens direkte vej til lykke, sundhed og velstand for alle?

Forbruge mindre? Rejse mindre?

For mange af os er det svært at forestille sig en verden, hvor vi ikke bare kan rejse hvorhen vi vil, når vi vil, for næsten ingen penge på næsten ingen tid. Det er stort set en menneskeret på niveau med adgang til rent drikkevand. Mange af os ville opleve det som et uhyrligt indgreb i vores personlige frihed, hvis den mulighed ikke længere eksisterede. Tænk, hvis vores børn ikke (som deres forældre før dem) som del af deres globale dannelse fik chancen for efter gymnasiet at rejse ud i verden bevæbnet med et Visakort og 10 flybilletter, der bare skulle brændes af på 6 måneder. En ting er den oplevelse, man på den måde ville frarøve dem, noget andet er konsekvensen for deres verdenssyn. Er det ikke førstehåndskendskabet til klodens mange kulturer, der gør, at vi åbner vores hjerter for verden og viser vores medmennesker respekt uanset hvor de kommer fra og hvilket sprog de taler? Tænk, hvis vi ikke alle sammen havde været mindst tre gange i Asien og fik mulighed for at tage en skiferie til alperne mindst én gang om året. Oh ve. Det kan der umuligt komme gode mennesker ud af.

Rytme og resiliens

Spørgsmålet er, om vi er endt et sted, hvor vi kun kan se én retning, og det er udad og opad. Om vi er blevet ren inflation. Det er åbenlyst, at der bliver blæst mere og mere luft i ballonen, og spørgsmålet er, om vi helt har glemt, at livets rytme er – rytme. Efter et blæs kommer et sug. Vejrtrækning – roligt ind, roligt ud. Årstider – vinter, ro, indadvendthed. Sommer, liv, bevægelse. Rytme. Det ene, så det andet. Ikke kun det ene. Ellers ender vi med et system, som det er enormt let for en virus som corona at inficere. Vi kender det fra dyrkning af afgrøder. I store monokulturer er der brug for masser af gødning, pesticider og insektdræber. Det er en konstant kamp mod naturen. Men i dyrkningskoncepter, hvor man arbejder på naturens præmisser, kan der skæres ned på tilsætningsstofferne. Det kræver, at man kender og værdsætter naturen – og at man bruger tid på at sætte sig ind i dens logikker. Men så får man også en virkelighed, der ikke kan slås ned af en enkelt skadevolder. Det er et robust – resilient – system. Det er sådan, naturen er indrettet, og det er måske også sådan, vi burde indrette vores samfund.

På sporet af den tabte tid

Det betyder ikke, at vi skal lukke os ned om os selv. Vi skal altid være nysgerrige, gavmilde og åbne. Men vi skal ikke kun se ud og op. Vi skal også se nedad og indad. Det skal være både-og, ikke enten-eller. Sandheden er, at mange af os savner det i vores liv. Savner togturen ned gennem Europa. Savner et liv uden information-at-your fingertips. Vi finder pludselig og uventet glæde i at tilbringe mere tid sammen med vores børn og de mennesker, der står os mest nær, nu hvor vi er tvunget til det. Måske får vi øje på noget nyt midt i coronakrisen. Måske opdager vi den tabte tid. Og måske bliver rummet omkring os fyldt med nye muligheder for at udvise langsomhed, kærlighed og omsorg. Får vi mon lyst til at skrue ned – og blive mere nærværende?

Og måske kan coronakrisen i virkeligheden sparke ny glød ind i kampen mod klimaforandringer og de tilstødende biodiversitets- og fødevarekriser. Kan vi ikke alle sammen mærke en pludselig alvor? Et tvingende behov for at ændre ret grundlæggende på den måde, vi lever vores liv på som individer, familier og samfund? Vi behøver ikke længere at se katastrofefilm på Netflix for at forstå, at den store katastrofe kun er et lille skridt fra at indtræffe. Og det må og skal betyde noget for de prioriteringer, vi lægger til grund for vores livsførelse. For vores omsorg for de helt små og nære ting såvel som de store, globale udfordringer, vi står overfor som mennesker. Måske er et systemskifte på vej.