Ikke altid moules frites
16. december 2021
Mange danskere betragter blåmuslinger som sommermad. Fortorvscafeer, havnefronte, kold hvidvin, sol i ansigtet. Og bevares, det er helt klart også en luksus vi gerne vil ombord i. Men blåmuslingerne er altså allerbedst om vinteren. De har brugt efteråret på at spise sig tykke og fede og nu er vandet krystalklart og iskoldt og så får man store kødfulde og rene blåmuslinger. Og når nu man alligevel bryder med billedet af muslinger som en sommerret, så kunne man jo også bryde med ideen om, at de altid skal serveres i en urte-flødesauce med pomfritter til (ikke et ondt ord om den ret, men muslingerne har altså mere at byde på!).
Her kommer tre eksotiske havhøstfavoritter, hvor muslingerne får nye klæder. De er alle udviklet i forbindelse med vores nationale undervisningsindsats Haven i havet, så man kan uden videre invitere sine børn med i køkkenet, for de her retter er nemme at lave og endnu nemmere at elske. Og så er de altså et kærkomment (og bæredygtigt) indslag på julens madplan, når man har fået nok af alt det tunge.
Læs i øvrigt mere lige her om hvordan du håndterer blåmuslinger i køkkenet.
Bodil Sofie Espersen
Formidlingsansvarlig i Havhøst