En bedre verden kræver ikke, at man ikke gør noget

Blogindlæg af Jacob Neergaard

Foto: Cecilie Wirenfeldt

Som fagbladsskribent og konsulent på natur-, miljø- og fødevareområdet bruger jeg meget tid på at følge og skrive om den faglige og politiske debat. Noget af det første, man observerer, som formentligt heller ikke kommer bag på dig som læser af dette indlæg, er, at debatterne ofte bliver meget polariserede. Enten er noget godt eller også er noget dårligt. Sådan er det, og nuancerne midt imellem – gråzonen, hvor man vurderer størrelser, variationer og risici – virker fjern. Ofte er det på grund af det typiske sammenstød mellem erhvervsorganisationer med miljø- og natur-NGO’erne. Andre gange er det enkeltpersoner eller ildsjæle med stærke mærkesager (og måske en decideret kæphest iblandt).

Muslingeskal – skal ikke

På det maritime område var der i starten af året en debat over Altinget, hvor en gruppe erhvervsaktører mente, at lovgivningen på uheldig vis spænder ben for at udbrede muslinger som kompensationsopdræt i danske farvande. På banen kom hurtigt to andre interessenter og advarede imod at åbne for denne mulighed at frygt for, at det skulle blive en sovepude for landbruget, hvis muslingernes rensende effekt pludselig løser landbrugets problemer med udledning af næringsstoffer til havmiljøet.

Uden at gå helt ind i den tekniske diskussion, så er der formentligt en gran af sandhed i begge indlæg. Selvfølgelig skal vi arbejde imod at sænke landbrugets forurening – og ikke blot løse det med blåmuslinger. På den anden side, så tog kritikerne munden ret fuld og talte så negativt om blåmuslinger, at man næsten fik det indtryk, at de ingen relevans har. Diskussionen lyder som et opgør mellem en tankegang, hvor man betragter naturen som hellig – noget som vi mennesker ikke må blande os i modsat en tilgang, hvor vi aktivt må og skal blande os.

Blød anvendelse

Det er selvfølgelig hævet over enhver tvivl, at der er utallige eksempler på, at menneskelig indblanding har været skidt, skadelig og noget, vi helst ville have været foruden. Men der er forskel på hvor meget, vi skader naturen gennem udnyttelse. Man kan tale om mere bløde former for anvendelse.

Tag for eksempel dyrkning af tang. Tangen vokser ved at optage næringsstoffer fra vandet og udnytte solens stråler til fotosyntese. Der er ikke nogen vanding, gødning eller pesticider i spil her. Tang lyder umiddelbart som en super-afgrøde. Men hvad nu, hvis man dyrkede den over hele Limfjorden? I Sydkorea har visse fjorde væg til væg tæpper af tangfarme. Tangen er heller ikke her gødet eller vandet, men det fylder det hele i visse områder, så der ikke er plads til andet. Selvom tang er en relativt bæredygtig afgrøde, så har man i Sydkorea nok taget den for vidt. På samme måde kunne man sagtens forestille sig, at man kunne udnytte muslinger på en ikke-bæredygtig facon, hvis vi eksempelvis lagde et spindelvæv af muslingeliner ud over hele Kattegat fra ø til ø.

Men et sted imellem den massive udnyttelse på den ene side og en berøringsangst med naturen og miljøet på den anden, kan vi godt finde middelveje. Tang og muslinger har en rensende effekt af vandet og skaber 3D-strukturer – altså noget rummeligt i vandsøjlen. I moderate mængder kan det give noget af det, som mangler flere steder. Det er vi vel ikke interesserede i helt at afskrive os i den gode kamp mod overudnyttelse af naturressourcerne.

En bedre verden kræver ikke nødvendigvis, at vi ikke gør noget, men det kræver, at vi tager højde for miljøet. Bløde udnyttelsesformer kan noget, men skal selvfølgelig heller ikke overgøres. Den bløde og beherskede tilgang kan være et nøgleord i fremtiden – og noget som Havhøst kan være med til at sætte fokus på. Der er der behov for både nationalt og international sammenhæng. Vi stopper jo ikke med at spise lige foreløbigt, så menneskelig indblanding i naturen og miljøet vil fortsætte. Lad os arbejde for, at vi gør det klogt.

Indlægget er udtryk for Jacobs egne holdninger (men Havhøst er ikke langt væk…)