Velkommen til verden, Svendborgsund Havhave

Onsdag 29. januar blev der ved et offentligt møde på Frederiksøen i Svendborg taget et stort skridt hen mod etableringen af en maritim nyttehave. Og 18. februar afholdte den sydfynske kulinariske hovedstad stiftende generalforsamling – og en ny maritim nyttehave-forening blev født, Svendborgsund Havhave.

Svendborg Natur- og Miljøskole afholdt allerede i efteråret 2019 et arrangement i samarbejde med Havhøst, hvor forskellige akvarier og opstillinger med blåmuslinger og alger blev fremvist. Det satte tankerne i gang hos de lokale naturvejledere, og da der senere blev serveret muslinger ad libitum stod det soleklart – idéen om en lokal maritim nyttehave i Svendborg skulle realiseres.

Anført af de lokale naturvejledere Lasse og Lars, og assisteret af Havhøsts netværkskoordinator Hardy, samledes omkring 35 svendborgborgere 29. januar med én ting til fælles: Drømmen om en maritim nyttehave i Svendborgsund. Og da aftenen var omme, var drømmen endnu tættere på at blive virkelig, da en kompetent gruppe havde samlet sig – de ville etablere en forening, og idéen om blåmuslinger i stride strømme fik julelysene frem i øjnene hos de fremmødte svendborgborgere.

I går skete det så – endnu en ny maritim nyttehave blev født. Ved det skønne Svendborgsund og i en by med stolte og stærke maritime traditioner. En by, som allerede for 20 år siden var blandt de første, der for alvor satte fokus på den mad, vi sanker, dyrker og indtager, og som siden er blevet en inspiration for mange andre danske byer. Svendborgsund Havhave hedder den nye forening i Havhøst-familien, som nu går i gang med at undersøge forholdene i sundet til bunds. De lokale medlemmer skal kortlægge saltmængder, iltholdighed, vanddybde, forureningsrisici og vandskifte før de kan vælge den bedste placering for deres kommende maritime nyttehave.

Kunne du tænke dig at læse mere om Svendborgsund Havhave, så kan du det lige her…

Februar 2020