Blåmuslinger i køkkenet
At danskerne ikke spiser flere blåmuslinger er virkelig et mysterie. De findes langs stort set alle vores kyster og er så sprængfyldt med smag, vitaminer og folkeligt potentiale, at de burde være en basisråvare på lige fod med svinekød. Og så har blåmuslinger et uhørt lavt klimaaftryk. Kun 100 g CO2 udledes pr. kilo blåmuslinger, og dermed indtager det lille bløddyr en suveræn førsteplads blandt de mest bæredygtige proteinkilder fra dyreriget (måske lige i konkurrence med insekter).
Men CO2-aftrykket er ikke det afgørende argument for at tildele blåmuslinger en fast plads i madplanen. Det er simpelthen lækker mad. Med ganske få ingredienser og relativt kort tid i køkkenet kan blåmuslinger blive til både folkelige og festlige retter, som alle kan lære at elske.
Blåmuslinger er alsidige. De kan være elegante eller brutale, de kan parres med bacon og fløde eller med citron og friske krydderurter, og de kan svømme i sovs eller eller spises på ristet brød eller i en salat. De skal behandles nænsomt, men nysgerrigt, og så er det kun fantasien, der sætter grænser. Blåmuslinger besidder skaldyrets sødme, algernes umami og havets salt. Og så er de – i modsætning til, hvad mange tror – ikke slimede, men bløde og behageligt elastiske, så længe de ikke bliver tilberedt for længe.
Rensning, opbevaring og tilberedning
Selv muslinger fra det reneste vand kan gøre dig syg, hvis du opbevarer dem forkert efter høst. Gør du det rigtigt, kan de til gengæld holde ganske længe. Opbevar dine muslinger på køl i et net eller i en kasse uden låg. Aldrig i vand og aldrig varmere end i køleskabet. De skal dufte friskt af hav, ikke af havn. Friske muslinger kan godt holde sig en uges tid.
Muslingerne skal være levende, når de tilberedes. Det tjekker du bedst ved at sikre dig, at de er lukkede eller lukker sig sammen, hvis du banker dem let mod køkkenbordet. Efter tilberedning skal de derimod være åbne – hvis ikke de er det, skal de kasseres. Vil du fryse dem, skal muslingerne først dampes, hvorefter de kan pilles ud af skallerne og fryses ned – herefter er de lige til at komme i en suppe .
Muslinger udgør jo forresten deres eget bestik. Skallen kan bruges som ske eller som en lille tang, der kan pille muslingerne ud af skallerne. Vi synes derfor, at du skal spise dine muslinger med fingrene – så kommer du ligesom lidt tættere på det hele.